Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sxxxxxXxXXJXX
holm. Ved et fra begge Sider ført pludseligt Angreb skulde Danskerne op-
rives ligesom sket var i lLk7s· Men Planen blev opdaget; hemmelig rykkede
den danske Belejriugsheer op fra Stockholni, overfaldt Dalkarlene ved Rote-
bro og tilfojede dem et afgorende Nederlag. Forgceves gjorde Sten Sture
et Udfald, da han fra Slottet saa de Danske vende tilbage; ogsaa han blev
staaet, og nu stod kun Underhandlinger tilbage. Den milde Konge gav Hr.
Sten gode Vilkaar. Som forhen Karl Knutsson blev Sten Sture Tensmand
i Finland, og nu aabnedes Stockholms Porte for den sejrrige Hær. I Stock-
holms »Storkyrka« kronedes Hans til Sverigs Konge. Unionen var atter gen-
oprettet, og dens fortsatte Bestaaen syntes sikret, da den unge Kongeson
Christian saa Dage efter Krouingen kaaredes til Tronfolger·
Kun faa Aar efter brast dog det atter knyttede Baand. Anledningen
kom paa en uventet Maade fra et Punkt, der ikke stod i nogen Forbindelse
med Sverig eller Unionen· Det lille Bondefolk i Holsten, som ofte har spillet
en i Forhold til dets Størrelse og Betydning indgribende Rolle i Nordens
Historie, er Ditmarskerne. Frihedselskende, tapre, beskyttede af deres Lands
Utilgcengelighed havde de Gang efter Gang hævdet deres Uafhængighed
i Kamp med danske Konger og holstenske Grever. iskkkss havde Keiseren
overdraget Christian den Første Ditmarsken samtidig med at han havde op-
hojet Holsten til et Hertngdomme· Men de havde nægtet at underkaste sig
og Aarene hengik, uden at der fra dansk Side blev gjort noget for at iværk-
sætte Erobringen.
Efter Christian den Forstes Død havde Stænderue i Holsten trods Af-
talen i Ribe 1460 valgt begge Kongesonnerne, Hans og Frederik, til deres
Hertuger, og i Kraft heraf blev Tandene delt imellem dem, da Frederik var
bleven myndig ((Ll(90). Frederik valgte den gottorpske Del, omfattende Be-
siddelser baade i Slesvig og Holsten med Slottet Gottorp til Hovedsæde,
Hans den segebergske Del, hvortil blandt andet hørte hele den østlige Del af
Slesvig. De to Brødre paatænkte nu Erobringen af Ditmarskeu. I Fe-
bruar i500 rykkede en Hær paa 20,000 Mand i Landet, forud sejrsstolte
og sikre paa et rigt Bytte og en let Kamp. Men Udfaldet blev et ganske
andet. Vel erobredes Meldorf, men et» pludselig indtraadt Tøvejr forandrede
paa en Gang Stillingen. Hæren, der drog frem mod Heide, standsedes ved
Dusenddiiwelsrverff af en Haandfuld kække Ditmarskere, der fra en paa Vejen
opfort Skanse beskod den. Garden søgte forgæves at storme Skansenz Bøn-
derne slog den tilbage og gjorde derpaa gentagne Udfald, under hvilke
Tyskerne bleve slagne og deres Ilnforer Iunker SlentZ dræbt Da Sluserne
derpaa aabnedes og Vandet strømmede ind over Engene paa begge Sider
af den Vej, hvorpaa Hæren marcherede, medens Tilbagevejen spærredes af
de medførte Trosvogne, befandt Herren sig i den ynkeligste Stilling. Hest-
folket, bestaaende af Adelens, særlig den holstenste Adels Udbud, blev fuld-
stændig tilintetgjort. Ditmarskerne skaanede Hestene, men dræbte Rytterne,
og et uhyre Bytte faldt i deres Hænder. Over Halvdelen af den stolte Hær
var gaaet til Grunde, og med Nød og næppe reddede Kong Hans og Hertug
Frederik sig. Men den gamle Dannebrogsfane blev erobret og ophængti Kirken
i Wöhrden, den By, der havde stillet det største Kontingent til den lille Skare,
MZ —
der forsvarede Skansen, og hvorfra den unge Jomfru var, som efter gammel
Skik havde baaret Bøndernes Banner. Hendes Navn var Tilse Hansdatter.
Nederlaget i Ditmarsken virkede som en Spreengbombe i Sverig. Atter
rejstes Uafhængighedskampen, denne Gang ledet af den snilde og veltalende
Biskop Hemming Gad. Kong Hans kom selv til Stockholm for at dæmpe
Missornojelsen, men kunde intet udrette og forlod Landet efterat have efter-
ladt en Befæstning paa Stockholm Slot under Tedelse af Dronning Kristine.
Næppe var han vendt hjem tlSOU for Sten Sture atter viste sig, rejste Al-
muen og rykkede frem mod Stockholin Staden aabnede sine Porte, men
Slottet forsvaredes med stor Tapperhed af den kække Dronning, der haabede,
at hendes Husbond snart vilde bringe Undsætning. Sygdomme bortrev imidler-
tid Besætningen, Hungersnod fremkaldte en almindelig Modloshed og efter
henved ? Maaneders Belejring maatte Slottet overgive sig (Maj i502).
Dronningen skulde tilligemed sit Følge være frie og med IEresbevisninger
føres tilbage til Danmark; men Svenskerne brod trolost deres Ord og tilbage-
holdt Droningen som Fange i over halvandet Aar.
Faa Dage efter Overgivelsen ankom Kong Hans med en Flaade, fyldt
med lliidsietningstropper og Levnetsmidler. Med uforrettet Sag maatte han
vende hjem og i de følgende Aar førtes der paa Grænsen af de tre nordiske
Riger, særlig i Bahus Cen, en blodig Kamp, hvori ogsaa de norske Bonder
under Knud Alfsson deltog som Svenskernes Forbitndsfæller· Her udmærkede
den unge Prins Christian sig ved Erobringen af Elfsborg, og et Forsøg af
Svenskerne paa at tilbageerobre Fæstningen mislykkedes· Knnd Alfsson blev kort
efter dræbt af Henrik Krunnnedige, men hans Enke ægtede Svante Nielsson
Sture, der havde efterfulgt Sten Sture som Rigsforstander i Sverig, og dette
Ægteskab knyttede atter Forbindelsen mellem svenske og norske Misfornojede
Det var i det hele den uroligste og vildeste Tid, som i Aarhundreder
havde hersket her i Uorden Til Lands og til Vands fortes den blodigste og
mest hadefulde Krig. I Danmark inddrog man alle de svenske Adelsmænds
Godser og fremkaldte derigennem et rasende Had hos alle disse Mænd, som
her ramtes paa deres ønimeste Punkt. Hadet ramte dog lige saa meget Svante
Nilsson og Hemming Gad som Kong Hans, og den Modstand, disse to
Førere mødte i det svenske Rigsraad, vilde hurtig have gjort en Ende paa
deres Ukagt, havde ikke den svenske Almue som en Mand støttet dem. En
dygtig Feltherre havde Svenskerne i Aage Iohansson (Natt och Dag), der
tilsidst faldti et Baghold, som Tyge Krabbe havde lagt for ham, men ogsaa
Hemming Gad deltog med Iver i Kampen og erobrede Kalmar Slot og
By tilbage. Til Søs havde de Danske Overvægten» Iens Holgersson Ulfs-
tand, Otto Rud, Søren Norby og Anders Bille hjemsogte de svenske Kyster
og plyndrede Byer og Borge af Hjertens Lyst. Prins Christian undertvang
et nyt Oprør i Norge as Herluf Hyttefad og udviste ved denne Lejlighed
en Grusomhed og Hævntørst, der selv i hine Tider vakte almindelig Forfær-
delse. Endelig kom det i509 til en Fred iKøbenhavn, hvorved Svenskerne
lovede at ndbetale en aarlig Afgift til Kong Hans, indtil han var bleven
Konge i Sverig.
Denne meningslose Fred skulde ikke vare længe I lang Tid havde
— 144 —
der hersket Strid mellem Danmark og Hansestæderne. Kong Hans havde
brudt med sin Faders gamle Venner, og paa alle Maader søgt at hindre
dem i Udøvelsen af deres Privilegier. Ved ihærdige Bestræbelser for at danne
en stor og dygtig Flaade, havde Kongen forberedt sig til at optage den
uundgaaelige Kamp, og kort Tid efter Freden med Sverig, som hojtidelig
havde maattet love ikke at hjælpe Stæderne, brød Krigen ud. For første
Gang hævdede den danske Flaade i denne Krig de Danskes Herredømme
tilsøs. Iens Holgersson tvang efter en blodig Kamp under Bornholm 1511
Lybekkerne til at vende om, og hævdede i Resten af Krigen Herredømmet
over Østersøen Trods Forliget i København havde Svante Nielsson og
Hemming Gad sluttet sig til Lybekkerne og paa ny genoptaget Krigen, men
Svante undgik kun ved sin pludselige Død i Ian. 1512 at blive afsat af det
misfornojede svenske Rigsraad, og ved den kort efter paafulgte Fred i Malmø
(l5(2) lovede de Svenske at genoptage Forhandlinger om Fornyelsen af Unio-
nen· Hansestæderne forpligtede sig til at betale en stor Sum i Krigsomkost·
ninger og i Tilfælde af, at Sverig brød Freden, da at opgive al Handels-
forbindelse med dette Cand.
Kong Hans havde med Held og Dygtighed gennen1ført Striden med
sine to Fjender. I indre Henseende havde hans Regering været lykkelig.
Vel havde han søgt at skaffe Kronen større Magt og ved at knytte enkelte
mægtige Adelssteegter nærmere til sig og sin Søn at sikre sit Dyuasti ikke
alene en regelnicessig Arvefølge, men ogsaa en stærkere koncentreret Styrelse.
Men der havde ikke ytret sig nogen nævneværdig Modstand fra Adelens
Side, og den Misfornojelse, som mulig fandt Sted, holdt sig forsigtig tilbage,
saa længe han regerede. En mærkelig Episode danner den mægtige Rigs-
hovmester Povl Laxmands Drab og senere Domfældelse. Med en endog i
hine Tider usædvanlig Umaettelighed havde han vidst at benytte sin Stilling
til at skaffe sig uhyre Rigdomme, baade i Gods og Guld. Haardhjertet og
overmodig havde han skaffet sig talrige Fjender, og da han efter Toget til
Stockholm l502 vendte hjem til København, var det, at han paa Højbr0
blev angrebet af Adelsmændene Ebbe Strangesson og Bjørn Anderssøn,
der stødte ham ned og kastede hans Lig i Vandet med det haanende Ord:
»Du hedder Lax; lob nu i Vandet, som din Art er.« Drabsmændene
flygtede, men Kongen lod næppe en Maaned efter rette en Ilnklage mod den
dræbte Rigshovmester for at have været Forræder imod sit Fædreland og
staaet de svenske Oprorere bi; Rigsraadet dømte ham skyldig og tilkendte
Kongen alt hans Gods og Losore Mange have villet sigte Kongen for
at have været Ophavsmand til Drabet, men dette kan ingenlunde bevises.
Vel gik Ebbe Strangesson fri for Straf og optoges endog senere i Rigsraadet,
men dette beviser intet; thi der var ingen, der efter Rigsraadets Dom
vovede at træde op som Anklager, og at Kongen skulde have gjort dette, vilde
dog ingen kunde forlange af ham ligeoverfor en for Landsforræderi dømt Mand.
Kong Hans døde i Aalborg d. 20. Februar 1515 Han indtager en
smuk Plads blandt de danske Konger af Oldenborgernes ?Et, saa vel paa
Grund af sin Dygtighed som af sin retsindige Tænkemaade Han ligger
begravet i Odense St. Knuds Kirke.
— tqs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
