Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik den Tredje. (G. Blom og R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-
l
«
· - « sk- « - , Ils«.:»«sf tsdksesssdskr –i-«-s s. ,- »’
Kongen lod nu Dina anholde og gav Ulfeldt Ordre til ikke at forlade
København Under den paafølgende Proces, som fortes paa Raadhuset i
København, blev Dinas Beskyldninger erklærede for grundlose og hun selv
dømt til Døden paa Baalet, medens Walter landsforvistes.
Ulfeldt havde altsaa sejret, men hans Stilling var rystet i sin Grund-
vold. Forinden Sagen endnu var tilendebragt, havde han med Hustru og
Børn forladt Landet og var draget til Nederlandene (1651). Frygten for, at
han skulde blive draget til Ansvar for sin tidligere Forretningsførelse, var
Hovedgrunden til hans Flugt. Fra Holland begav han sig til Sverig, hvor
han blev gæstfrit modtaget af Dronning Kristina og hvor han snart viste
sig som sit Fædrelands farligste Fjende. Samtidig var ogsaa Hannibal Sehe-
sted blevet berøvet sit Statholderskab, medens Ebbe Ulfeldt fulgte sin Slægtning
som Candflygtig i Sverig. Svigersonnepartiet var styrtet, Kongemagten havde
naaet et vigtigt Skridt fremad.
Tiden 165l—57 var en Forberedelses Tid til den Hævn, som Kong
Frederik vilde tage over Sverig. 3er hans Bestræbelser gik ud paa at sikre
sig Forbundsfceller i den forventede Krig. Paa Kejferen, Sverigs gamle
Fjende, og paa Nederlandene stolede han fremfor alle. Men han opnaaede
ikke at sikke sig deres aktive Medvirkning, og da Ojeblikket kom, stod han alene.
Imidlertid havde Sverig skiftet Hersker; l65tk nedlagde Kristina Regeringen,
og Trediveaarskrigens berømte Feltherre og Statsmand, hendes Fætter Karl
Gustaf, besteg Tronen· Den store Krigerkonge, hvis fornemste Egenskab var
den Hurtighed og Tynsnarhed, hvormed han udforte sine Planer, tænkte fore-
løbig ikke paa at bekrige Danmark. Hans Planer vare rettede mod Polen,
hvis Kongeslcegt ikke havde opgivet sin Ilrveret til Sverig. Med over
30,000 Mand rykkede han fra Lisland og Pommern l655 ind i Polen og
i et hurtigt Sejersløb overvandt han de polske Hære i Slag paa Slag og
naaede endnu samme Ilar helt ned til Krakau, som han besatte. Derpaa
vendte han sig mod Kurfyrsten af Brandenburg og tvang denne til Forbund
og til at tage Oftpreussen til Len af ham. Hans vidunderlige Held væbnede
imidlertid nye Fjender imod ham. Baade Kejseren og Hollænderne, hvis
Handel truedes af Svenskernes Overmagt paa Østersøen, lagde ham Hin-
dringer i Vejen, og i Polen vaagnede Fædrelandskærligheden og væbnede
Folket til en fortvivlet Kamp for dets Uafhængighed Nye Hære stampedes
frem af Jorden. Vel lykkedes det Karl Gustaf endnu engang at knytte Sejren
til sine Faner; i et tre Dages Slag ved Warschan sejrede han over Polak-
kernez men hans Forbindelser med Hjemmet vare afskaarne, Kurfyrsten af
Brandenburg svigtede ham og sluttede sig til Polen, og i en frygtelig Guerilla-
krig smeltede hans Hær mere og mere sammen. .
Rygtet om disse Ulykker kaldte alle Sverigs gamle Fjender frem. Man
tænkte, at nu var Øieblikket kommet til at genvinde hvad Sverrig havde
erobret under Gustaf Tldolf og Oxenstjerna Særlig i Danmark var
Glæden stor, og paavirket af disse Stemninger, som Rygtet fremkaldte,
fremskyndet af det gamle nedarvede Had og af Haabet om Hævn for
Overfaldet lGLJcZ lykkedes det Kong Frederik at overvinde den Modstand, som
Rigstaadet hidtil havde rejst imod ethvert Forsøg paa at fremkalde en Krig.
183 —
i
l
« Mile
AXWWML «.«
WJMMJJ ""- . .
.-. i ! ,.»«,"-M»
if-
—«« Af
. . » W
YLJLECNORACHMSTMN ·,–«J· « surnixscnworrvknrovk
Paa Mødet-i Odense 1657 bevilgede Stænderne Bidrag til Krigens Førelse
og alle advarende Røster neddæmpedes af den-— almindelige krigerske Stem-
ning. To Maaneder efter gav Rigsraadet halvt iiodtvungent sit Samtykke
til Krigserklæringen, og hermed var Fredsbruddet givet, Signalet til den
nlykkeligste, mindst forberedte og slettest ledede Krig, iDanmark endnu
havde ført.
Den l. Juni 1657 udstedtes Krigsmanifestet. Den danske Hær samledes
ved Sydgrænsen under Marsken Unders Billes Zlnførsel og fik Ordre til at
angribe og besaette Bremen og Verden. Men imidlertid var Karl Gustaf
rykket frem fra Polen gennem Preussen og Potnmern; iSlutningen af Juli
overskred hans 9000 Mand stærke, krigsvante Hcrr Holstens Grænse, og
under den mest haabløse Forvirring trak den danske Hver sig tilbage til
Jylland, efter at de i Bremen staaende Tropper vare splittede og tagne til
Fange. Først uden for Fæstningen Frederiksodde (Fredericia) fandt Karl
Gustaf nogen nævneværdig Modstand. Men i en mørk Oktobernat trængte
Svenskerne rinder Karl Gustaf Wrangels Unførsel ind i Fæstningen og tog saa
godt som hele Hæren til Fange; Rigsniarsken Unders Bille blev dødelig saaret.
Medens denne frygtelige Ulykke ramte Danmarks vestlige Provinser og
lagde Jylland aaben for Fjenden, var Krigen ogsaa bleven ført i Skaane
og i Norge Sidstnævnte Sted havde Heldet fulgt de Danske; Jørgen Bjelke
havde endog tilbageerobret hele Jemteland. Samtidig sendtes Uødraab til
alle Sverigs Fjender om at komme Danmark til Hjælp, og det lykkedes
virkelig at bringe et Forbnnd i Stand med Kejseren, Brandenburg og Polen,
i Følge hvilket de med 23000 Mand vilde angribe Karl Gustaf i hans
Stilling paa Halvoen· Men da dette Forbund sluttedes, var allerede Dan-
marks Skæbne afgjort. Vinteren blev ualmindelig streng, og i Midten af
December Maaned lagde Jsen sig sont en Bro over de danske Farvande.
J Begyndelsen af Januar var Frosten endog saa stærk, at Farvandet i Lille
Bælt trods den stærke Strøm frøs til. Heraf benyttede Karl Gustav sig.
Den 30· Januar førte han selv sin Hoer over Bæltet til Jvernæs paa Fyn·
De her staaende danske Tropper bleve siagne eller tilfangetagne og i Løbet af
faa Dage var hele Fyn i Svenskernes Hænder. Kun eet Sted mødte Sven-
skerne en heldig Modstand. J Nyborg Havn laa le Skibe indefrosne under
Anforsel af Kaptain Bredal, der af Rigsadmiralen Henrik Bjelke havde faaet
Befaling til at holde sig iFarvandet saa længe som muligt. Da Wrangel
kom til Nyborg, lod han straks skyde paa Skibene fra Volden for at tvinge
dem til Overgivelse; men det lykkedes den djcerve Bredal ved at hugge
Jsen i Stykker omkring Skibene og ved at overgyde Skibssiderne med Vand,
der strax frøs til Js, at hindre Fjenderne i at entre Skibene, og trods den
stærke Jld fra sLand holdt han Kampen ud, indtil Jsen brød op og han
kunde føre sine Skibe ud. Til Bekostning herfor blev Bredal, der fra Matros
havde svunget sig i Vejret, udnævnt til Viceadmiral.
Jmidlertid havde Kong Karl uden at tøve benyttet sig af sit store Held.
Faa Dage efter Candgangen paa Fyn brød Hæren op fra Svenborgz over
den tykke Js førtes først Rytteriet og senere Fodfolk og Kanoner til Langeland
og derfra til Eaaland Fæstningen Nakskov overgav sig uden Sværdslag og
— ygzk —
ikk A « ! -· .» Jyl-
- « szsz · M,EDJ—II—·
i Jlmarch gennemlob den dristige Feltherre Laaland ogs Falster for allerede
den sl. Februar at sætte Foden paa Sjællands Grund. Korfits Ulfeldt
fulgte ham som en Hævnens Engel, og Hertug Frederik den Tredje af Holsten-
Gottorp, hvis Datter Hedvig Eleonore var gift med Karl Gustaf, havde
svigtet Danmarks Sag og sluttet sig til dets Fjender.
J København vakte disse Slag i Slag følgende knusende Efterretninger
den største Skræk. Byen var kun slet befæstet, intet Haab om Hjælp i rette
Tid kunde ventes fuldbyrdet, kun en ydmygende Fred stod tilbage. Med
tungt Sind mødtes de danske Sendebud, Joakim Gersdorf og Kristen Skel,
med Korsits Ulfeldt og Sten Bjelke som Fuldmcegtige for Karl Gustaf. J
Landsbyen Tostrup indlededes de foreløbige Underhandlinger, som førte til
Freden iRoskilde den 26. Februar 1658. Danmark maatte afstaa Skaane,
Halland og Bleking, Bahus Cen, Trondhjem og Bornholmz 2000 Ryttere,
hvoraf Størsteparten dog senere undløb, skulde overleveres til Sverig, Her-
tugen af Holsten-Gottorp loses fra sin Lenspligt til Danmark og have Umtet
Schwabstedt, og endelig skulde Ulfeldterne indseettes i deres tidligere Eien-
domme og Forleningek og Leonora Kristiue have fin Titel af Grevinde til
Slesvig og Holsten tilbage. Endvidere fratraadte Danmark alle mod Sverig
fjendtlige Illliancer, og dette Lands Toldfrihed i Sundet udvidedes til ogsaa at
gælde fremmede Varer i svenske Skibe. Kort efter mødtes de to Konger
paa Frederiksborg Slot. Trods al bitter Stemning fejredes Mødet med
Festligheder og tilsyneladende hjertelige Skaaler« Over Helsingør drog Karl
Gustaf til Helsingborg, og gennem sine nye Provinser ilede han tilbage til
sit Rige hilset med Jubel af sine Undersaatter i Sverig.
Saaledes var Danmark bleven amputeret, det havde mistet sin højre
Urm, Provinserne østen for Sundet, der dannede Kaernen af Riget, Forbin-
delsen med Norge, og som sikrede det Herredømmet over Sundet. Og
dog var ikke Maalet fuldt ud endnu. Karl Gustaf fortrød snart, at han
ikke helt havde tilintetgjort sin Modstander; under Forhandlingerne om
Gennemførelsen af Fredsbestemmelserne i Roskilde, som af og til stødte paa
Modstand i Danmark, men dog altid endte med de Danskes Eftergivenhed,
modnedes mere og mere den Tanke hos ham at rette det sidste dræbende
Slag mod det nu saa svage lemlcestede Rige. Allerede i Maj Maaned
havde han fattet denne Beslutning, og paaskud gaves der nok af. Først og
fremmest den Frygt, at Danmark ved given Cejlighed skulde slutte sig til
hans mange Fjender: Brandenburg, Polen, Kejseren og Holland. Derfor
hellere forekomme end forekommes, mente han, og, inden Krigen brød ud
med Polen og Brandenburg, sætte sig fast i Danmark. Hans berømte Felt-
herre Wrangel skulde i Forening med ham føre Hæren, og Jngenioren Erik
Dahlberg sendtes som Spejder til København for at tage et Ufrids af Fæst-
ningen. Endelig afsejlede den svenske Hær fra Kiel den G. ngustz ingen
udenforstaaende vidste, hvorhen Toget skulde gaa. Den 7. ngust var
Kong Karl med Flaaden i Korsør og den følgende Dag landsatte han sine
Trapper uden Modstand —— ingen i Danmark havde anet det pludselige og
nventede Overfald·
— 185
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
