Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CLAUS FRIMANN 185
Med Fløiels Hue, med sølvgraae Skjæg
Og lange sorte Kappe,
For Folket, som sad inden Kirkevæg,
Op over den høie Trappe
Der gik Hr. Kjeld, af hellig Bog
De Texter at forklare,
Med hellig Iver i Stoel han slog,
De Synder ei vilde han spare.
Og hvilken fedrelandsbegeistret, freidig-maiv tone er det ikke det
livlige og muntert-bevegede dikt «Oberst Kruse», og hvilken likefremhet
og kraftig folkelighet i soldatersangene. Det var krigssanger, ikke for
officeren, men for den menige. Og full av sommer og landsens liv er
det i «Bondens Takkesang», tross dens danske sprogtone er der ennu ikke
skrevet en jevnere, mere folkelig, mere skikket til å være bondens sang
enn denne Frimanns gamle:
Tak være dig, min Sommerdal,
Og hver din Steen og Tue!
Naar gode Qvæg udløses skal
Af mørke Vinterstue,
Med grønne Årm du favner det,
Og byder mangen herlig Ræt.
Tak være dig, min Sommerdal,
Og hver din Steen og Tue!
Han takker skogen og fjellet, aker og eng, «mit Elveløb, Du snak-
som gode Grande», og samler det til slutt i takk for det alt sammen i
det skjønne, enkle siste vers:
Frimannslund, Daviken, som Claus Frimann bygget efter sin avskjed som prest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
