Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det tyvende århundre. 1900—1933 - Olaf Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146 DET TYVENDE ÅRHUNDRE
Men endda tænder jeg ikke Det er som i drømmens have
min rolige, røde lampe — til hellige faklers gløden
jeg gjætter henrykt ved himlen at løfte en deilig gave
de skrevne favntag frem. op af den blege bund — —
Mit famlende blik kan læse Først med det blotte øie,
tydeligt nu: «Min elskte — —» for siden berust at fatte
Og senere, slørt av taarer, skjønne, forgrædte skatte
forunderligt saart — «Vort hjem» — — varmt, mod den blotte mund!
I det lette og inntagende blomsterdikt «Miniatur-Ballade» kan man
følge hvordan fantasien løfter sig av det lille fortryllende virkelighets-
billede av de våte veier med forglemmigeiene langs. Og som diktet skrider
frem gjennem de tre-fire første vers forflyktiges virkeligheten, glir tilbake
for fantasien, som til slutt erobrer hele diktet og gjør det til et eventyr.
Denne stigen fra det faste, konkrete virkelighetsinntrykk til det fantastiske
er karakteristisk for Olaf Bull og finner det skjønneste uttrykk i et av
hans ypperste dikt, «Gobelin», rikt på fantasifull følsomhet og menneskelig
inderlighet. Det er dikteren og hans lille datters fantasilek over en sofa-
putes gobelin, og all smertelig motsetning mellem fantasi og virkelighet er
strømmet ut i slutningsverset:
Og saa, Merete, er vi atter ute
paa denne grønne perlesydde plæn —
da skjønner vi, at skogen var en pute,
som bare aapnes af en tryllegren —
Ja barn, nu staar vi begge-to bedrøvet
og famler ved vor hemmelige drøm!
Nu kan vi roligt stryke over løvet —
nu er det bare fattig silkesømm!
Den smerte som fylder Bulls dikt, også de erotiske, hvori alltid tapet
spøker, henger dypt sammen med den plass døden har i hans lyrikk. Også
Wergeland tumlet med dø-
den i sin fantasi, han, den
livssterke, var en tilbeder
av dødens skjønnhet, han
priste dødsbilledet, det
menneskelige skjelett, i be-
geistrede ord. Men for ham
var døden en overgang til
et strålende lykksalighets-
fylt himmelliv, fylt av
jordiske-himmelske gleder.
Olaf Bull. Fotografi fra 1918. For Bull er døden den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
