Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det tyvende århundre. 1900—1933 - Olaf Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAF BULL 147
Olaf Bull. Fotografert på Via appia 1923.
form han kjenner for tilbakevenden til naturen, fortapelsen av selvet i
altet. I døden fullbyrdes det liv og den smerte som begynte i våren, døden
gir på en sælsom og dunkel måte livet mening. I det skjønne orgelbrusende
«Clara Eugenie» heter det:
Og præsten hævede for sidste gang
sin hvite haand med faste, rene ord —
men det som strømmet mod den mørke grund
var ikke viet vand, men viet jord!
Og moren rystet som et dyr, der léd,
og hørte mulden falde, klump for klump —
men fra det fjerne, seks-fod sjunkne bed
stod jordens stemme, skjælvende og dump:
«Min egen datter, Clara Eugenie —
kom du tilbage til det store alt!
Forblomm dig i den hemmelige vaar,
i grønne sletter, lykkelige trær
og skyer paa det rene himmelblaa,
i mere evig form for dine kjære — — —!»
Atter og atter kommer han tilbake til døden, — selv hvor den ikke
nevnes, synes en å skimte dens alvorsfulle åsyn gjennem en rekke
dikts stemning. Og den er selve emnet i de mange dikt om den unge
pike som enten snart skal dø, eller hvis minne besynges, — dikt som
«Lille Ven», «Høst», «Paa Kirkegaarden» og det praktfulle, sorgbetatte
«Foraar».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
