Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 GEORGES SPERO.
Iclea havde nu genvundet sin Sindsligevægt.
»Du blev nok lidt bange?« sagde Spero. »Ballonen
er sikker, vi behøver ikke at frygte noget Uheld.
Jeg har forudberegnet Alt. Om en Time stiger vi atter
ned, og der er ikke Spor af Vind nede ved Jorden.«
»Nej,« sagde hun, idet en Afeølans af Nordlyset
overgød hendes Ansigt med et let, rosenrødt Skær,
»bange blev jeg ikke, men Alt dette er saa sælsomt,
saa smukt, saa guddommeligt — jeg føler mig saa
lille. Derfor kom jeg et Øjeblik til at skælve. Jeg
véd ikke —, men jeg synes, at jeg aldrig har holdt
saa meget af dig som nu.«
Og med Armene slyngede om hans Hals knugede
hun ham til sig i et langt, lidenskabeligt Favntag.
Tyst og stille svævede det ensomme Luftskib
frem — en Kugle af usynlig Gas, indesluttet i et
tyndt Silkehylster, hvis Sammenføjninger delte den
i lodrette Striber, som man nede fra Gondolen
kunde se løbe sammen i Toppen ved den cirkel-
formede Ventilklap. Nedadtil havde Ballonen en vid
Aabning, for at Gassen kunde faa Plads til at udvide
sig. Selv uden Nordlysets Skin havde den dæmpede
Klarhed, Stjærnerne udbredte, været tilstrækkelig til,
at de to Rejsende kunde skelne alle Omridsene af
deres luftige Fartøj. Gondolen, som hang i det
Net, der omgav Silkekuglen, var fastgjort ved Hjælp
af otte solide Reb, der gik ud og ind gennem Vidje-
kurvens Fletværk og ned under dens Bund. I den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
