Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GEORGES SPERO. IF
dybe, højtidelige Stilhed kunde man have hørt deres
Hjerterst Slag." Nu "var "des’sidste svage Lyd nede
fra Jorden hendøede. De havde naaet en Højde af
sexten tusinde Fod og svævede fremad med en
ubestemmelig Hastighed, thi Vinden i disse høje
Regioner fører Ballonen med sig, uden at man i
Gondolen mærker det svageste Pust. Ballonen er jo
modstandsløs nedsænket i den fremadskridende Luft-
masse, som om den ikke var Andet end en af
dennes Smaadele, der er i Hvile i Forhold til
Strømmen, som fører dem med sig. Følende sig
som de eneste levende Væsener i en højere Verden,
nød vore to Rejsende den ejendommelige Salig-
hedstilstand, som kun Luftskipperen kender, naar
han indaander denne rene, lette Luft højt oppe over
de lavere Egne og i Rummets Stilhed glemmer alle
det jordiske Livs trivielle Bekymringer. Men bedre
end nogen af deres Forgængere kunde disse To
lade sig paavirke af det Særegne i Situationen, der
for dem fik dobbelt, tidobbelt Værd ved den Lykke
at eje hinanden. De talte med sagte Stemme, som
om de var bange for, at Englene skulde høre dem,
eller frygtede at bryde den Trolddomskraft, der holdt
dem svævende her som Naboer til Himlen. — Under-
tiden ramtes de af et pludseligt Lysskær, en Nord-
lysstraale, men saa faldt Alt igen tilbage i et endnu
mere uigennemtrængeligt Mørke. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
