Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 HIMMEL OG JORD.
standen. Denne Hastighed, der af hænger af Solens
Masse, holder vor Klode i en og samme Middel-
afstand fra Centrallegemet: en mindre Hastighed
vilde lade Tyngden (Solens Tiltrækning) faa Over-
haand og Jorden falde ind mod Solen; en større
Hastighed vilde derimod bringe vor Planet til lidt
efter lidt, men i det Uendelige, at fjerne sig fra: den
Lys- og Varmekilde, der skaber Liv paa dens Over-
flade. Men med den Hastighed, der er given ved
Tiltrækningens Styrke, opnaar vor vandrende Bolig
en uafbrudt Stabilitet i sit Løb. Paa samme Maade
holdes Maanen svævende i Rummet ved den Tyngde-
kraft, som drager den mod Jorden og lader den krese
om denne med en Hastighed, som akkurat er nød-
vendig, naar den skal bevare samme Middelafstand.
Jorden og Maanen danne saaledes et Planetpar, der
holdes i stadig Ligevægt af den langt overmægtige
Soltiltrækning. Hvis Jorden var det eneste Himmel-
legeme i Verden, vilde den i al Evighed forblive
ubevægelig paa det Sted i den uendelige Tomhed,
hvor den var bleven sat, uden nogen Sinde at kunne
bevæge sig opad eller nedad, eller paa nogen som
helst Maade forandre Stilling. Og hvis den samme
Jord, som det eneste Tilværende, paa en eller anden
ufattelig Maade havde faaet et Stød, der kastede den
med en vis Hastighed i en vis Retning, vilde den i
al Evighed fare i denne Retning efter en ret Linie
uden nogen Sinde at kunne standse, formindske sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
