Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
selv havde bøjet sig for hele sit Liv. Han saa’,
hvorledes der ikke var et Menneske, som beklagede
ham, hvorledes man ikke engang brød sig om at
sætte sig ind i hans Stilling. Det var ogsaa Grunden
til at han kun følte sig saa vel i Gerasims Nærværelse
og at han kunde finde Lindring, naar Geråsim,
undertiden hele Nætter i Træk, kunde sidde og
holde hans Fødder paa sine Skuldre, uden al ville
gaa til Sengs, idet han blot sagde: „Herren skal
bare ikke bi yde sig noget om mig; jeg skal nok
faa udsovet," eller, idet han pludselig ’gik over til
at sige Du, tilføjede: „Hvis Du ikke var syg, saa
var det en anden Sag: men som det er. hvorfor
skulde man saa ikke være Dig behjælpelig?" Geråsim
var den eneste, der ikke løj for Ivan Ilitseh, den
eneste, der saa’, hvorledes det virkelig forholdt sig,
noget han derfor heller ikke havde nødig at lægge
Skjul paa, medens han paa sin jævne Maade
beklagede sin syge svage Herre, der svandt hen
som en Skygge. Engang, da Ivan Ilitseh ønskede
at han skulde gaa ud og hvile sig lidt, sagde ban
endogsaa ligefrem:
— Engang skal vi dog alle do! Hvorfor skulde
man saa ikke gjøre sig lidt Ulejlighed?
Herved vilde han saa vel udtrykke, at den
Tjeneste han ydede umuligt kunde falde ham
besværlig, da den gjaldt en døende, saa vel som at
han haabede, at der naar hans Tid kom, ogsaa
nok skulde findes en eller anden, der vilde vise
ham den samme Tjeneste.
fi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
