Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudsønnen - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
XIII.
Der hengik endnu ti Aar. Saa sidder
Gudsønnen en Dag, som sædvanlig, stille og ene. Der
er intet, som tynger paa ham, intet han ønsker,
intet han frygter, hans Sjæl er fuld af Glæde.
„Hvor dog Gud i alle Henseender har
velsignet Menneskene!" tænker han. „De skulde kun
leve et Liv i Glæde; men i Stedet herfor pine og
plage de sig selv til ingen Nytte." Han mindedes
alt det onde i Verden, hvorledes Menneskene lide
derunder, og det gjorde ham ondt for dem. „Det
er en Fejl af mig," tænker han, „at jeg lever som
jeg gjør. Jeg bør gaa ud iblandt Menneskene og
fortælle dem, hvad jeg véd."
I det samme hørte han Røveren komme
ridende; men han lod ham ride forbi, idet han
tænkte: „Det kan ikke hjælpe noget at tale med
ham; han vil dog ikke forstaa mig."
Hans første Tanke var, at lade Røveren ride;
men lidt efter betænkte han sig og gik ud paa
Vejen. Her saa’ han Røveren komme ridende mørk
i Hu og med Blikket fæstet mod Jorden. Det
gjorde ham saa onclt for ham i dette Øjeblik, at
han løb hen til ham og omfavnede hans Knæ, idet
han udbrød:
— Kjære Broder, hav Medlidenhed med din
Sjæl! Betænk, at Guds Aand bo’r i Dig. Jeg
ser, hvorledes Du pines; men Du er i en
Vildfarelse, naar Du tror. at kunne lindre Smerten ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
