- Project Runeberg -  Fra Sibirien : to fortællinger /
16

(1893) [MARC] Author: Vladimir Korolenko Translator: Karl Fosse
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jaschka, som bankede

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


«Kan vel oftere hænde, hvad skal man sige derom!
Lydig er han, ostjaken — naar man siger noget fornuftigt
til ham, saa gjør han det. Han var ikke den værste i
galehuset, han har værre brødre der! Der er f. eks.
denne banker, han har ogsaa flere gange faaet svie for
sin banken».

Han gjorde ved disse ord en ærgerlig hovedbevægelse
mod Jaschkas celle. Den gemytlige, venlige tone i hans
stemme forandrede sig, aabenbart var Jaschka i hans
øine værre end ostjaken, som havde dræbt tre mennesker
og revet huden af katten med sine tænder. Denne Jaschka
syntes vistnok at være en temmelig besynderlig fyr og
ingenlunde skikket til at blive sine foresattes yndling,
hvilket dog ikke afholdt mig fra at interessere mig mere
og mere for ham. I hans banken laa der, hvad jeg snart
forstod, et vist system. Saaledes bemerkede jeg, at den
gamle Micheïtsch, da Jaschka engang begyndte at banke
ualmindelig sterkt, saa sig omkring i korridoren, som om
han ventede, at nogen skulde komme. Da ingen viste
sig, vendte den gamle sig til Jaschka:

«Hvad vil du da? Hvorfor banker du? Der er
ingen der».

Jaschka blev straks stille. Aabenbart bankede han
ikke hen i veir og vind, men forbandt dermed en ganske
bestemt hensigt. Snart kom jeg under veir med, at
bankningen var en slags salut, hvormed han hilste enhver
foresat, fra den ældre slutter opad. Jo høiere den
foresatte var, desto sterkere saluterede Jaschka. Ved
nattetid bankede han sagtere, ligesom i halvsøvne, men aldrig
undlod han det aldeles. Det var, som om han med magt
vækkede sig op af søvnen for at opfylde sin pligt. Kun

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:05:20 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frasibir/0020.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free