Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tante Claras Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
170
i
i
!<
-— og som om alle Tante Claras Planter og
Blomster skal do med hende.
Ved Titiden faar vi endelig Moder til at gaa
og lægge sig i et afsides Værelse, hvor hun kan
faa Hvile. Hun lader sig føre bort af vor gamle,
tro Melanie. Inden hun gaar, giver hun imidler
tid med den Omtanke og Ro, der har fulgt hende
gjennem hele Livet, sine Ordre, om det skulde
blive forbi, mens hun er borte. Jeg, som aldrig
har ’seet nogen dø uden i Ambulancerne og om
bord i Krigsskibene uden Spor af Tilstelning, jeg
føler mig gjennemisnet ved alle de mange De
taljer, jeg ikke havde Anelse om.
Saa holdes Raad i al Stilhed, om hvem der
skal vaage denne sidste Nat. Man bliver enig
om, at Tjenerne skal hvile, og at alle Niecerne
skal vaage i Forening. Jeg skal ligge i Værelset
ved Siden af, for at de, nåar det afgjørende Øie
blik indtræffer, kan vække mig. De maa ikke
banke paa Døren, at ikke Moder skulde høre det
og forståa Sammenhængen. De maa derimod
banke i Muren lige ved mit Hovedgjærde, hvor
Tante Clara selv i gamle Dage saa mangen Gang
bankede med sin Stok, nåar jeg skulde op tidlig
om Morgenen. Jeg stolede altid meget mere paa
hende end paa Tjenerne — og hun paatog sig
det med samme Glæde, hvormed hun hjalp mig
med mine Lekser eller mine Lege.
Torsdag 4de December. Ved Totiden samme
Nat. Efter nogle Øieblikkes Søvn af den eien
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
