Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
det tynget hende. Hvor rart altsammen var, Lovise Magrete
Doppen og han, to skjæbner som engang møttes i et salig under.
Han sitter og skjønner nu som han så mangen gang hadde
skjønt det at Lovise Magrete godt kan være ham foruten. Visst
kan hun det, og det hadde hun kunnet fra første stund. Hun
hadde vel hat godhet for ham, sikkert også en flygtig kjærlighet
til ham, det var jo godt så, men hun kunde nårsomhelst forlate
ham for en anden som hun hang fastere ved. Kvindelig ømhet
bare, nå, godt så, men noget mere — alt? Nu da hun igjen
reiste fra ham tynget det hende ikke. Han kunde ro sig i selve
notbåten til stoppestedet for å veive en gang med hånden til
hende, det kunde hun ikke tænke sig og hadde hun heller ikke
tanke for. Nu er hun igjen i sine ønskers land, i den kjære
forfærdelige utlændighet. Her flytterhun omkring igjen, ingen
tvil derom, hun er ikke bundet til et enkelt sted og vil vedbli
å flakke. Hun har ikke ro på sig, i over tyve år har hun skiftet
opholdssted, det er en almæktig drift i hende — hun reiser
rundt og leter efter nogen. En seiglivet og fryktelig indbildning
jager hende. Hun nævner ham ikke, men hun kan hviske hans
navn i søvne, hun nævner heller ikke de børn hun har med
ham i første ekteskap, men de er ikke glemt for det, nu hun
er alene i Amerika vil hun reise til disse børn. Hvad vil hun
dem, noget særlig? Ja noget særlig: hun har sat sine børn til å
søke efter ham, nu vil hun forhøre dem, de har kanske fundet
ham. Å, en overmenneskelig opgave! Forrige gang hun reiste
fra Polden — det var over tyve år siden — foregav hun at
børnene hadde fundet ham. Et påskud, en nødløgn, javel, men
hun trodde kanske sit eget opspind nu igjen. Hun sparte sig
ikke, men hang i, hun kunde hat rolige dager, men undte sig
dem ikke. Tyve års stræv. Hun hadde søkt for egen regning,
hadde streifet om på logihuser og matsteder i byerne, hadde
lett gjennem Frelsesarméen, hadde gjestet sine farmernaboer
på prærien, vilde til picnics og sammenkomster for å lete, men
kunde ikke kjøre med muldyr. Haha, han vilde le godt hvis
hun fandt ham og han så hende med muldyr.
Det er varmt i hans lille rum, han duser og fabler længe,
duser og fabler, han farer iveiret ved en lyd fra Augusts rum
utenfor, det knirker i gulvet. Er det du, August? roper han.
Døren går op — nei det er ikke August, det er Ragna. Han
ser på hende, jo Ragna hans Teodor, så stilfarende, hun smiler
bønlig. Han byder hende sin eneste stol og sætter sig selv på
sengen. De falder i prat, det er ikke om noget videre, og endda
hun sikkert har noget på hjerte. Hun har flidd sig så godt hun
kan og er i kåpen som Roderik, sønnen, har git hende. men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
