Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DÅ
Og Ihlen finder tilbudet smukt, og lønnen mærkelig høi, han
slår til og avtalen er sluttet.
Ihlen hadde rigtignok straks fåt en dyst å bestå med Leo
Høibro som hadde blandet sig i andres saker og frarådet ham
dette skridt. Hvad var det nu også for ting som Høibro ikke
så ulykke i!
De vil angre det, hadde Høibro sagt, det er spekulation.
Men Ihlen hadde svaret:
Jeg takker Dem for Deres interesse for mig. Men her må
De indrømme at det foreligger et smukt tilbud og en høi løn.
Det fik ikke hjælpe om Høibro rent ut sagt blev så fornær-
met at han flyttet sin vei; man var Gudskelov ikke aldeles av-
hængig av andre mere og Endre Bondesen måtte vel også kunne
leie hjørneværelset hvis det blev ledig.
Det viste sig forresten snart at Høibro slet ikke tænkte på
å flytte, han nævnte ikke Ihlens ansættelse i Gazetten med et
ord mere; så var han vel kommet på bedre tanker. Han blev
endda mere indesluttet og var sjældnere og sjældnere inde i
stuen; småpikerne sat sågodtsom hele dagen alene. Høibro
hadde også været mindre hensynsfuld i det siste, han hadde
forspildt litt av den velvilje alle næret for ham i begyndelsen,
en aften hadde han endog gjort Sofie sint for alvor. Det hele
dreiet sig om den latterligste bagatel, de var helt uforvarende
kommet til å strides om ægteskapet. Høibro kunde ikke forstå
at denne tørre fremskridtskvinde med kort hår blandet sig i
slike spørsmål som ægteskapet, hun stod i hans forestilling som
en art hanmenneske i skjørter, et væsen av det tredje kjøn; stak
man hul på hende vilde hun blø sand. Han var i ondt humør
i det hele tat og gav frøkenen vågsomme svar. Charlotte sat også
på sin stol og lyttet til, men sa ingenting. Hun vridde sig nu og
da som om hele samtalen pinte hende. Og dog syntes Høibro
at hun var den eneste som kunde ha talt med i denne sak, og
alt hvad han sa sa han derfor bare for hendes skyld skjønt
han ærgret sig selv bittert over at han sat der med disse
tanker.
Striden begyndte spøkende med at Sofie vilde vies av by-
fogden. Det var praktisk, tidsmæssig, pengebesparende, uten al
løgn og humbug med Guds navn og alt det der.
Høibro vilde vies i kirken. Og ikke engang i en av de hjem-
lige kirker uten kunst og uten skjønhet, ikke i et slikt tømret
Guds værelse, men i et vældig Guds hus, en verdensdøöm med
marmor og mosaik og søiler. Og han vilde kjøre til kirken med
fire sorte hingster for vognen og hingstene skulde ha hvite
silkerosetter ved ørene. Det var idealet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
