Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
dersmand en hårsbredd. Han trak på akslen, men følte sig
ikke længer ovenpå. Han blev tværtimot træt og kjed av det
hele og befandt sig uvel midt i denne sværm av triste, alvors-
fulde mennesker som gik og tok saken så forbandet høitidelig.
Lynge holdt det ikke længer ut, hans gaminnatur oprørtes mot
denne bekymring for landet, han gad ikke grunde længer. Det
første det bedste menneske han traf stanset han op og leverte
en liten spøk: Gad vite om Vetlesen får sit fyr inat! Men da
Nordmandens redaktør i det samme gik forbi, bøiet, knuget
ned av bitter bedrøvelse, var Lynge ute av stand til å holde
sig alvorlig længer, han pekte efter redaktøren og sa:
Å, se det Guds lam som bærer alverdens byrder!
Nei det var umulig å holde ut i denne tykke elendighet!
Lynge så på klokken, han skulde også træffe fru Dagny iaften,
de skulde endelig gå i teatret sammen; det nærmet sig tiden,
han vilde ikke komme forsent likesom sist. Han kunde jo heller
ingen hjælp gjøre her selv om han blev; utfaldet var usikkert,
men blev det sikrere om han var tilstede? Det vilde kanske
ta en halv time endnu. Rigtignok hadde Vetlesen endelig endt
sin tale og repræsentanterne strømmet ind for å votere; men
Lynge kunde slet ikke bli længer. For han kunde jo heller ingen
hjælp gjøre så.
Og Lynge gik 1 teatret ....
Men inde i tingsalen blev voteringen foretat med ytterste
langsomhet. Det var som om alle var ængstelige for å få den
fra hånden og bli stedt for det nye.
Så blev det en liten pause.
Galleriet var propfuldt av tilhørere. Leo Høibro hadde fåt
sig en plass i den gamle referentloge og sat der og holdt næsten
pusten. Hvert menneske på galleriet visste hvad som skulde
ske og sat urørlige.
Så reiser Høires fører sig.
Hr. præsident!
Repræsentanterne stimer hen til ham, slår en ring om den
talende, står foran ham, stirrer ham ind i ansigtet. Interpella-
tionen var kort og fyndig, et spørsmål, et spørsmål med strek
under, et forlangende om svar. Og da Høires fører satte sig
så den gamle præsident fra den ene til den andre, ganske plaget
av sin tilbøielighet til å hælde til begge sider. Tilsist sendte
han med en omskrivning interpellationen videre, til dens rette
adresse, til ministerchefen selv, som sat på sin plass og puslet
med papirer som om det ikke var blit interpelleret.
Hs. Ekscellence tidde et øieblik. Ventet han nu den støtte
som Lynge hadde arbeidet for å få skrapet sammen? Hvorfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
