Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - I spiretid - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
end den brusede kjolelinning. Overstykket blaffet nu og da
og slog røde fliker med foret.... Forresten var hun ikke meget
musikalsk desværre. Ja hun holdt så av å høre musik, men
hun hadde så dårlig forståelse av den.
Akkurat som med mig, sa Irgens livlig. Det er da mærkelig,
har også De det slik? Jeg forstår sandt å si utillatelig lite av
musik, men jeg går her ved lunden hver dag allikevel, man må
ikke utebli. Det er meget som avhænger av at man stadig
møter frem, viser sig, er med på leken. Holder man ikke dét
gående så dukker man tilbunds og blir glemt og borte.
Tænk, blir man glæmt og borte? spurte hun og så forundret
på ham. Men De blir vel ikke det?
Å, jeg formodentlig også, svarte han. Hvorfor skulde ikke
jeg også bli glemt?
Og likefrem, ganske likefrem sa hun:
Jeg trodde De var for bekjendt.
Bekjendt? Å det har det nu ingen fare med, Gud bedre os.
Ja jeg er jo ikke helt ubekjendt naturligvis, men. De skal ikke
tro det er nogen let sak å holde sig klar herinde blandt alle de
andre, den ene misunder, den andre hater, den tredje gjør en
simpelthen det værste han kan. Nei hvad det angår så.
Det later til at man kjender Dem og kjender Dem godt også,
sa hun. Vi kan ikke gå to skridt uten at nogen hvisker om
Dem, jeg har hørt det hele tiden. — Hun stanset. — Nei dette
føler jeg mig ikke rigtig vel ved, nu hørte jeg det igjen, sa
hun leende. Dette er så uvant for mig, jeg vil heller op i ut-
stillingen med en gang.
Han lo hjærtelig, glad over hendes ord. Hvor hun kunde
være behagelig mot ham på sin naive og friske måte! Han
sa: Så så, lat os nu bare gå! Dette å bli hvisket om det vænnet
man sig til; Herregud, når nu folk hadde fornøielse av slikt
så. Han selv mærket det ikke mere, forsikrer Dem, det bet
ikke på ham. Forresten vilde han si hende at det slet ikke var
bare ham folk hvisket efter idag, men også hende. Hun kunde
tro ham, nu blev hun beglodd. Man kom ikke splinterny ind
til en by som denne og så således ut som hun uten å vække
opsigt, ikke.
Han hadde ikke hat til hensigt å smigre hende, han mente
oprigtig hvad han sa, og dog lot hun ikke til å tro ham.
De gik like op til musiken som tordnet Cherubinis Ouver-
ture til vandbæreren ut over plassen.
Jeg synes det er en høist unødig støi, sa han spøkende.
Hun lo, ja hun lo ret ofte av hans indfald. Denne latter,
denne friske mund, smilehullet på hendes ene kind, hele hen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
