Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - I spiretid - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
des barnevæsen fik hans stemning til å stige endda høiere, selv
hendes næse som var litt uregelmæssig i profil og tilmed en
smule stor, satte ham næsten i forelskelse. Græske og romerske
næser var ikke altid de smukkeste, slet ikke, det kom an på
ansigtet forøvrig. Det var ingen autoriserte næser.
Han talte om den ene ting efter den andre og fik tiden til
å gå, han var ikke for intet dikteren som hadde vist at han
kunde interessere dem han henvendte sig til, den fine mand,
talentet med de utsøkte ord. Aagot hørte opmærksom på, han
forsøkte å få hende til å le mere og kom ind på musiken
igjen, ind på operaen, som han slet ikke kunde fordrage. Han
hadde for eksempel aldrig været i operaen uten at han var
kommet til å sitte like bak en dameryg med skarpt opstik-
kende korsetkant. Denne ryg var han så fordømt til å se på
i tre, fire samfulde mellemakter. Så var det operaen selv,
horninstrumenterne like mot øret, og sangerne som av alle
livsens kræfter forsøkte å overdøve disse. Først kom én ind
som skapte sig og gjorde sære fakter og frembragte sang, så
kom en anden ind som heller ikke vilde være tapt bak en vogn,
men gjorde det samme, endelig en tredje, en fjerde, mænd og
kvinder, lange opstillinger, en armé, som allesammen sang
sit spørsmål og sang sit svar og slog med armene og rullet
med øinene — på sang. Ja var det ikke sandt, kanske? Man
gråt til musik, hulket til musik, skar tænder, nyste og besvi-
met til musik, og dirigenten anførte det hele med et elfenbens
hammerskaft i hånden. Hehe, ja hun lo, men slik var det nu.
Så synes dirigenten pludselig å bli skrækslagen av den hel-
vedesstøi han selv har været anstifter av, og han svinger ham-
merskaftet til tegn på at nu skal det være noget andet. Så
kommer et kor. Det er bra, jo koret kunde gå an, det skapte
sig ikke så hjærteskjærende til. Men midt i koret trådte så
en person ind som ødela det hele igjen, det var prinsen, han
har en solo, og når en prins har en solo så tier jo passendevis
koret, ikke sandt? Men tænk Dem dette mere eller mindre
tykke mandfolk som gir sig til å stå der og skræve og raute
midt i koret! Man blir stjærnende gal over det, man kunde ville
rope til ham at han fik stanse, han forstyrret jo for dem som
altså vilde gi os litt sang, koret....
Irgens var ikke utilfreds med denne morsomhet, han op-
nådde hvad han vilde. Aagot lo rigtig ustanselig og var glad
over al den fornøielse han beredte hende. Hvor laget han ikke
det hele til og gav det fart og liv!
De kom endelig op i utstillingen, så hvad som var å se og
talte sammen om billederne alt eftersom de skred frem. Aagot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
