Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - I spiretid - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
kunde ikke la være å se op i hans ansigt, et vakkert ansigt,
et rikt, krøllet overskjæg, en litt bred, fyldig mund. Han hadde
ganske nye klær på idag og hun la mærke til at de var blålige
de også likesom hendes kjole. Dertil hadde han silkeskjorte
og grå hansker. En skjorte av silke ....
Da de passerte Vor Frelsers kirke hadde han spurt hende
om hun pleiet å gå i kirke og hun svarte at ja, det gjorde hun.
Gjorde ikke han?
Å nei, ikke ret ofte.
Det var stygt av ham.
Han bukket smilende: Siden hun sa det, så! Forresten var
han blit så grovt støtt engang, det lydde utrolig, det var bare
en bagatel, men det fik en alvorlig betydning. Han sat netop
i denne selvsamme kirke en høimesse. Præsten var sandelig så
flink som han kunde være og gjorde sine saker utmærket. Han
var veltalende, han talte med personlig følelse, med patos. Men
midt i en meget bevæget tirade hvori han var fyldt av ånd og
kraft skulde han rope jøder og hedninger, men ropte heder og
jødninger. Heder og jødninger! .... Tænk Dem dette heder
og jødninger med høi, advarende røst! Og præsten står der i
fuldt dagslys og har begåt kometen og kan ikke engang skjule
sig! Jeg forsikrer Dem, det gav et knæk i mig.
Dette lydde i hans mund ganske ægte, ikke opfundet. Hvor-
for kunde ikke en rigtig fin sjæl bli rystet ved et slikt plumpt
og komisk uheld? Aagot kunde godt forstå det og samtidig
måtte hun storle over dette ulykkelige heder og jødninger og
gjenta det gang på gang.
Da de kom til Stortinget pekte Irgens med hodet op til den
grå stenkolos og sa:
Ja, der er nu tinget, har De været der?
Nei ikke endnu.
Nei, det var heller ikke for morsomt der, bare vakling og
forræderi over hele linjen. De drabelige karer drev omkring
og tygget tobak og blev fete, de brukte tapper mund og undsa
Sverige på bareste næven, men når det kom til handling, så!
Å hun kunde ikke tro hvor både han og andre harmedes i sit
inderste over denne uværdige feighet! Og hvilken legion var
det man hadde imot sig? Sverige! Det store Sverige, dette uover-
vindelige verdensrike fuldt av skjørnede gubber! Han måtte
likne Sverige med en otti års gammel mand som sat vanmzægtig
og dørg fuld og skrytte av sit stridige gemyt: jeg gir mig ikke,
aldrig! Og når Stortinget hørte det så torde det ingen ting
gjøre. Nei han — Irgens — skulde ha været i tinget!
Det var stolt og mandig talt. Hun så på ham og sa:
13 — Hamsun: II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
