Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Det modner - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Da jeg så op var kvinden gammel. Og kvinden var gammel
og hæs av år, hendes legeme var blit lite av alderdom og hun
hadde næsten intet liv mere. Men da jeg så op var himlen
mørk mot natten, ja mørk som en nat, og kvinden var uten hår.
Jeg så op på hende og kjendte hende ikke og kjendte ikke
himlen mere, og da jeg så op mot kvinden var hun forsvundet.
Det var skjønheten, sa Jehova. Skjønhet svinder. Jeg er
Jehova.
Og Jehova berørte igjen mine øine og jeg så:
Jeg så en terrasse høit oppe ved et slot. Det var to mennesker
der og de to mennesker på terrassen var unge og fulde av glæde.
Og solen skinnet på slottet og på terrassen og solen skinnet på
de to mennesker og faldt ned på gruset dypt, dypt nede i av-
grunden, på den hårde kjørevei. Og menneskene de var to, en
mand og en kvinde i ungdommens vår, og begge to var de fulde
av søte ord og begge to var de blide mot hverandre av vellyst.
Se denne blomst på mit bryst, sa han, kan du høre hvad den
sier? Og han lænet sig bakover mot terrassens rækværk og sa:
Denne blomst som du gav mig den står her og suser og hvisker
imot dig, og den suser: Elskede, dronning, Alvilde, Alvilde!
Hører du det?
Og hun smilte og slog øinene ned og hun tok hans hånd
og la hans hånd mot sit hjærte og svarte: Men hører du hvad
mit hjærte sier til dig? Mit hjærte flyver imot dig og det rød-
mer av bevægelse for din skyld. Og mit hjærte laller forvirret
av glæde og sier: Elskede, jeg står stille for dig og jeg er næsten
forbi når du ser på mig, elskede!
Han lænet sig mot terrassens rækværk og herlig gynget hans
bryst av kjærlighet. Og dypt, dypt nede var avgrunden og den
hårde kjørevei. Og han pekte med sin hånd ned i dypet og sa:
Si et ord og jeg vil styrte mig ut! Og han sa igjen: Kast din vifte
ned og jeg vil følge den! Og da han hadde talt gynget hans
bryst og han la sine hænder på terrassens rækværk og gjorde
sig rede til spranget.
Da gav jeg et skrik og lukket mine øine ....
Men da jeg så op så jeg de to mennesker igjen og de var
begge ældre og begge stod i sin kraft. Og de to mennesker talte
ikke mere til hverandre, men tidde med det de tænkte. Og da
jeg så op var himlen grå og de to mennesker gik begge opover
slottets hvite trappe og hun var fuld av likegyldighet, ja fuld
av hat i de kolde øine, og da jeg så op for tredje gang var også
han fuld av vrede i sit blik og hans hår var gråt som den grå
himmel.
Og da de gik opover slottets trappe tapte hun sin vifte ett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
