Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Det modner - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
andre av sit stak også hånden i lommen. Han hadde gåt og
glædet sig til å få komme hjem rigtig fort og få læse sit dikt
igjennem i al ro, han blev utålmodig, han glemte sin fornemhet
og sa grovt:
Tror du ikke at også jeg kan hale papirer op hvis jeg vil?
Øien bøiet sig straks. Han blev så betuttet over den andres
hidsighet at han stammet en undskyldning og lusket av.
VI
Tidemand var fremdeles tilfreds med tingenes gang, således
gjorde han gode forretninger med is på England. Han satte
heller ikke megen lit til rygterne om at det rikelige regn i Rus-
land hadde forandret utsigterne for årets høst til det bedre. Det
hadde regnet, javisst; men faktum var at Rusland den dag idag
var stængt, absolut stængt, det kunde ikke lures en sæk korn
ut av landet om man vilde veie den op med guld. Og Tidemand
holdt sine faste priser, han solgte nu og da nogen sækker rug
ut på landet, men hans vældige oplag svandt næsten ingenting
ind derved, det måtte komme kornmangel, panik, før han
kunde tale om nogen avsætning av betydning. Det hastet heller
ikke, tiden var ikke inde. Nei vent bare til vinteren!
Og Tidemand lot dagene gå. Han var som sædvanlig stærkt
rændt på dørene av skippere, skibsredere og agenter av alle
slag; man kom til ham med lister til påtegning, med alskens
forslag, hans navn blev forlangt, han måtte ta aktier. Intet
kunde sættes i værk uten handelsstandens hjælp og man hen-
vendte sig især til de unge inden denne, de driftige som tumlet
med planer og penger og som desuten hadde lært sine ting.
Der var nu den elektriske sporvei, det nye teater, det nye træ-
sliperi i Vardal, trankokeriet i Henningsvær, altsammen skulde
ha sine navne, sit stempel av byens forretningsmænd. Både
Tidemand og Ole Henriksen var så å si selvskrevne aktieeiere
til stadighet.
Dette skulde bare min far ha set! sa Tidemand ofte for spøk
når han skrev sig på. Det var bekjendt om hans far at han
hadde været over al måte gjærrig, han var en av fortidens
gamle hædershøkere som gik omkring med fangskind og halv-
ærmer og veiet nøiagtigen gryn og såpe i lodd. Han timedes
ikke å klæ sig anstændig, hans sko var endnu et ordsprog,
tærne stak ut, og når han gik var det som om disse tær lette
efter kobberskillinger på fortaugsfliserne. Sønnen slægtet ikke
meget på farn, hos ham var horisonten brutt, den hadde slåt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
