Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Slutning - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
desværre, han kunde ikke røre sig ret meget. Og Aagot fandt
sig i det. Men de skulde skrive, skrive hver dag til hverandre,
ikke? For ellers kom hun ikke til å holde det ut ....
Tidemand var den eneste fremmede som visste om Aagots
avreise og fulgte hende til toget. Han kom om ettermiddagen
sin sædvanlige tur ned i Henriksens forretning og hadde sin
passiar med den gamle chef. Det tok nogen tid, og da han
gik ut traf han Aagot reisefærdig i døren, hun hadde bare å
ta avsked. Tidemand fulgte hende og bar hendes reisetøi; hen-
des kuffert var sendt i forveien.
Det hadde regnet og gaten var sølet, meget sølet. Aagot sa
et par ganger:
Huf hvor det er trist!
Men hun klaget ikke mere, men gik på rigtig som et flittig
barn som ikke vilde være forsent ute. Hendes lille reisehat
klædte hende, gjorde hende endda yngre, og efterhvert som
hun gik fik hun farve i ansigtet.
De talte ikke meget sammen. Aagot sa bare:
Det var snilt av Dem at De vilde følge mig, ellers var jeg
nok blit helt alene på denne tur. — Og Tidemand så at hun
bestræbte sig for ikke å vise nogen bevægelse, hun smilte, og
hendes øine var våte.
Han smilte han også og svarte trøstende at ja nu måtte hun
være rigtig glad over å kunne forlate denne søle inde i byen,
nu kom hun ut på rene veier, ind i bedre luft. Forresten
varte det vel ikke så længe før hun vendte tilbake igjen, hå-
pet han?
Nei, sa hun også, det varte vel ikke så længe.
Disse likegyldige ord var alt de talte sammen. De stod på
perronen, det var igjen begyndt å regne, dråperne slog hårdt
mot glashvælvingen over deres hoder, og lokomotivet stod og
hvæste på sporet. Aagot gik ind i kupéen og rakte hånden ut
til Tidemand. Og med en pludselig trang til å bli tilgit, dømt
mildt, sa hun til denne fremmede som hun ikke hadde været
meget sammen med:
Farvel .... Og tænk ikke for slet om mig allikevel! — Så
rødmet hun over hele ansigtet.
Kjære barn ....? svarte han forundret spørrende. Og mere
kom han ikke til å si.
Hun lå der med sit lille lyse ansigt ut av vinduet og nikket
endnu efter at toget var begyndt å gå. Hendes øine var stadig
våte og hun kjæmpet for ikke å gråte. Hun så hele tiden
på Tidemand, tilslut viftet hun med lommetørklædet.
Den underlige pike! Han blev rørt over denne simple kjær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
