Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XXII - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384
Men så for djævelen, så vet De vel hvad De har å gjøre?
Såre vel, svarte han.
Eva holdt sig i beredskap; da jeg gik ut fulgte hun efter, hun
hadde tat et tørklæ på og gik bort fra huset, jeg så hende
ta veien ned til bryggerne. Hr. Mack vandret hjem.
Jeg tænkte over det. For en smidighet i å finde på en utveil
hvor hans øine stak! Et skudd, to skudd, et par alker, en mulkt,
en utbetaling. Og så var alt, alt opgjort med hr. Mack og hans
hus. Alt gik i grunden så overmåte smukt og hurtig ....
Det begyndte allerede å regne med store, bløte dråper.
Skjorene fløi langsmed jorden og da jeg kom hjem og slap Æsop
løs åt den græs. Vinden begyndte å suse.
XXIII
En mil nedenunder mig ser jeg havet. Det regner og jeg er
tilfjælds, en berghammer beskytter mig mot regnet. Jeg røker
på min snadde, røker den ene pipe efter den andre, og hver
gang jeg tænder kravler tobakken op som glødende småormer
av asken. Således myldrer også tankerne i mit hode. Foran
mig på marken ligger en bundt tørre kvister av et ruineret
fuglerede. Og således som dette fuglerede er er også min sjæl.
Jeg husker hver minste bagatel av denne og den næste dags
oplevelser. Hoho, hvor jeg blev ilde tilredt ....
Jeg sitter her tilfjælds og havet og luften suser, det koker
og klager grufuldt i mine ører av vind og veir. Jægter og
jagter ses langt ute med revede seil, det er folk ombord, de
skal vel et sted hen, og Gud vet hvor alle disse liv skal hen,
tænker jeg. Havet reiser sig skummende tilveirs og tumler, tum-
ler, det er som befolket av store, rasende skikkelser som slår
ut med lemmerne og brøler til hverandre, nei det er en fest
blandt ti tusen pipende djævler som sætter hodet ned i akslerne
og kredser omkring, piskende havet hvitt med vingespidserne.
Langt, langt ute ligger et blindskjær, av dette blindskjær reiser
sig en hvit havmand op og ryster sit hode efter en læksprungen
råseiler som lænser tilhavs for vinden, hoho, tilhavs, ut i det
øde hav ....
Jeg glæder mig over at jeg er alene, at ingen kan se mine
øine, jeg læner mig tillitsfuldt ind til klippevæggen og vet at
ingen kan stå og iagtta mig bakfra. En fugl svæver over fjældet
med et sprængt skrik, i samme øieblik løsner en klippeblok
et stykke borte og ruller ned mot havet. Og jeg blir sittende der
en tidlang stille, jeg falder hen i hvile, det bæver en lun følelse
av hygge gjennem mig fordi jeg kan sitte så trygt i skjul mens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
