Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XXXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
407
for mig at hun bare later som hun drikker, hun vil netop vise
mig det. Således er hun.
Godt, nu slår snart den siste time!
Og mens jeg gik nedover veien tænkte jeg videre: Min uni-
form vil gjøre sit indtryk på hende, dens tresser er nye og
smukke. Sabelen vil klirre mot gulvet. En nervøs glæde rislet
gjennem mig og jeg hvisket til mig selv: Hvo vet hvad som
endnu kan ske! Jeg løftet hodet og slog ut med hånden. Ingen
ydmyghet oftere, ære i livet! Jeg var like glad hvordan det
gik, jeg skulde ingen tilnærmelse gjøre mere. Undskyld at jeg
ikke frir til Dem, skjønjomfru .
Hr. Mack møtte mig ute på gårdsplassen, mere huløiet, mere
grå.
Reise? Nå jaså. De har vel heller ikke hat det for hyggelig
i det siste; hvad? Deres hytte brændte. — Og hr. Mack smilte.
Det var pludselig som om jeg så verdens klokeste mand foran
mig.
Gå ind, hr. løitnant, Edvarda er inde. Ja farvel. Vi træffes
vel ellers på bryggen når skibet går. — Han fjærnet sig med
lutende hode, tænkende, plystrende.
Edvarda sat i stuen, hun læste. Da jeg trådte ind studset
hun et øieblik over min uniform, hun så på mig fra siden
som en fugl og blev endog rød. Hun åpnet munden.
Jeg kommer for å si farvel, fik jeg endelig frem.
Hun reiste sig med ett og jeg så at mine ord gjorde nogen
virkning på hende.
Glahn, skal De reise? Nu?
Såsnart skibet kommer. — Jeg griper hendes hånd, begge
hendes hænder, en meningsløs henrykkelse bemægtiger sig mig,
jeg utbryter: Edvarda! og stirrer på hende.
Og i samme stund er hun kold, kold og trodsig. Alt i hende
motstod mig, hun rettet sig op. Jeg befandt mig som en tigger
foran hende, jeg slap hendes hænder og lot hende gå. [Jeg
husker at fra dette øieblik av stod jeg og gjentok mekanisk:
Edvarda! Edvarda! flere ganger uten å tænke over det og da
hun spurte: Ja? Hvad vilde De si? forklarte jeg hende intet.
Tænk skal De allerede reise! gjentok hun. Hvem skal nu
komme til næste år?
En anden, svarte jeg. Hytten blir vel bygget op igjen.
Pause. Hun grep allerede efter sin bok.
Jeg beklager at ikke min far er inde, sa hun. Men jeg skal
hilse ham fra Dem.
Dette besvarte jeg ikke. Jeg trådte frem, tok hendes hånd
endnu en gang og sa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
