Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - På bankerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
Tror du man kriger derhjemme nu?
Så likegyldige var vi blit at vi næsten ikke længer gad tale
til hverandre. Vi visste så altfor vel hvad det vilde bli svaret
på et hvilketsomhelst spørsmål og til dette kom endvidere at
vi ofte hadde den største møie med å forstå hverandres sprog.
Hvad nyttet det nemlig at skibets officielle sprog var engelsk?
Både hollænderne og franskmanden var for tungnemme og for
trodsige til å lære det, og selv når russerne skulde si noget
længere av gangen slog de rasende over i sit eget sprog og satte
os andre fast for lange stunder. Vi var temmelig hjælpeløse og
forlatte på alle måter.
Men undertiden når vi sat og trak linerne strøk en emigrant-
båt forbi, en tung, skyggeagtig kolos som gjorde et støt i fløiten
og forsvandt i samme nu i tåken. Det var næsten uhyggelige syn
disse svære uhyrer som viste sig for os et øieblik og så var brat
borte igjen. Når dette hændte i mørke og lysene fra skibet stir-
ret på os med runde, glødende kuøine langs hele skroget gav
vi ofte et pludselig utrop av angst og forundring; i stille veir
følte vi vindtrykket imot os fra det gigantiske spøkelse og vor
dory hugget længe bakefter i de tunge bølger som det brøt op
i havet idet det drog forbi.
Det hændte også når veiret var litt klart at van Tatzel, min
dorykamerat som hadde gode øine kunde opdage et seilskib
langtute; men det kom os ikke nogen gang så nær at vi kunde
se et menneske ombord. Vi så aldrig andre folk end vore egne:
en kok, otte fiskere og den gigtbrudne skipper og hans kone.
Mærkelige sindsbevægelser kunde undertiden opstå hos os
når vi sat og slet tungt i snørerne og næsten ikke kunde få
dem op: det var for os som vore angler blev holdt fast, grepet
av skjulte hænder dypt nede og krænget vor dory på kant. Vi
ropte over til hverandre, tænderskjærende og gale av angst;
vi glemte hvor vi var og hvad vi gjorde, uregjerlig ophidset av
denne kamp med de usynlige magter fra havbunden som ikke
vilde slippe sit tak. Når nogen av fiskerne fik et anfald av
denne sindsstemning sa man på bankerne at han «sang for klart
veir», fordi man mente at det var tåken som var skyld i den.
Stundom forekom det os også når vi sat og trak at underlige,
fantastiske væsener nikket til os i tåken borte på havet, nikket
rigtig ledeløst med store, lodne hoder, og forsvandt igjen. Og
bløte, trollagtige skikkelser skrævet om i den hvite dis, store
som berge, flytende hit og dit eftersom vinden blåste, svævende
i svære skridt fra vest til øst, rullende i luften med sine dyne-
agtige lemmer og med vældige kufter flagrende bakefter. Van
Tatzel og jeg så engang samtidig et syn som næsten fik os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
