Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - På bankerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
nonporter på siderne fra sine yngre dager. Vi var otte mand
i skibet; to hollændere og en franskmand, to russere og jeg;
resten var negere.
«Kongo» hadde fire dory’er. Vi reiste ut om morgningen på
disse dory’er og trak vore liner, om sommeren klokken tre, om
vinteren ved daggry, og om kvælden satte vi dem igjen, altid
på samme sted, syv otte hundrede favner VSV for «Kongo».
Den ene dag gik og den andre kom, — altid lå vi der. Det
var ingen avveksling i vor tilværelse; vi visste ikke altid for-
skjel på søndag og mandag engang. Det eneste som adskilte
vor lodd fra de øvrige New Foundlandsfiskeres var det usæd-
vanlige at vor skipper hadde sin kone med ombord. Denne
kone var en ung, meget motbydelig skapning, et menneske med
klaser av vorter på begge hænder og en liten skindmager
krop. Vi så hende næsten hver morgning når vi la fraborde;
hun var netop ståt op, var søvnig og forfærdelig uordentlig
påklædt: da var det som ingenting for hende å sætte skibsben
like for vore øine og holde skjørterne ut og .... nei det kan
virkelig ikke fortælles. Men skjønt hun var så urenslig og
næsten aldrig talte et ord til os holdt dog vi matroser av
hende allikevel, allesammen holdt vi av hende, hver på vor
måte, og det var ingen av os som vilde ha undværet hende. Så
nøisomme var vi blit.
Vi var ikke sjømænd, vi var bare fiskere. En sjømand seiler
altid fremover, bringes et sted hen og ender tilsist en reise hvor
lang den end er; men vi, vi lå stille, evig og altid stille, med
alle vore ankere i banken. Så længe hadde det gåt på denne
måte at omsider husket vi næsten ikke hvorledes landjorden
så ut; vi hadde forandret os så meget. Den evige stilleligging
hadde gjort os besynderlig dumpe, virkelig meget dumpe; vi så
ikke andet end tåke og hav og hørte ikke andet end vind og
veir oven- og nedentil; vi brydde os om ingenting og tænkte
ikke længer en stump tanke. Hvorfor skulde vi også tænke?
Vor idelige befatning med fisk hadde gjort os selv til fiske, til
sælsomme kjøtagtige sjødyr som krøp omkring i et skib og talte
et eget indbyrdes sprog.
Vi læste heller ikke, læste ingenting. Det kunde ingen brever
komme til os herute på havet og desuten hadde indåndingen
av den ramme tåke, vor daglige sysling med rå fisk, hele vort
uavbrutte ophold på bankerne gjort det av med al vor læse-
lyst. Vi åt, arbeidet og sov. Den eneste av os som ikke helt
hadde mistet hodet og som endnu nogenlunde «fulgte med» var
franskmanden. Han bad mig engang om måneden tilside på
dækket og sa med sin alvorlige stemme:
5 — Hamsun: III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
