Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Hemmelig ve - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
sår med en spiker eller korketrækker, noget som han boret
med, og det gjorde litt ondt. Så får jeg endelig frigjort mig
ved å støte brutalt fra mig med knytnæver, støte gang på gang
hvor jeg bare kunde træffe. Da åpner kusken døren og først
da la jeg mærke til at vognen stod stille.
Skal vi vende? spurte kusken.
Jeg steg aldeles forstyrret i hodet ut av vognen. Min reise-
fælle sat tilbake derinde rolig som ellers.
Ja, vi skal vende, svarte han.
Og jeg skal gå tilbake, sa jeg; kjør, om De vil, til helvede
med det menneske.
Gå? spurte kusken, tilfots?
Den fremmed sa ingenting, han så heller ikke på mig. Nu
blev jeg sint for alvor, jeg ropte skarpt til kusken om å kjøre
væk, sprang igjen ind i vognen og slog døren rasende igjen.
Jeg var meget ophidset og jeg følte mig forunderlig stærk,
ganske overordentlig stærk.
Jeg trykket mig unødig nær op til min reisefælle, gjorde mig
bred for å opta megen plass og trænge ham bort i hjørnet; jeg
støtte også grovt til ham med albuen da jeg satte mig tilrette.
Og han fandt sig i det, han sa ingenting. Først da vi atter var
kommet ind til Kjøbenhavn sa han og smilte:
Så mælder De mig vel for dette?
Jeg svarte ikke.
Han la begge sine ben bort på min hat som jeg hadde tat
av og slængt bort på forsætet for å kunne sitte opret i vognen;
han satte hælene hårdt i pullen og jeg hørte det knak. Jeg
blev mere og mere overbevist om at han bare hadde villet gjøre
mig rædd og jeg følte mig meget ydmyget.
Men hvis De mælder mig, fortsatte han, så må De gjøre det
straks. Ak, jeg er borte længe før man griper efter mig! Jeg
forsikrer Dem, jeg vil kanske være over i Skåne før dagen
gryr. Det nytter aldrig! Han talte endnu mere om hvorledes
han vilde være væk om meget kort tid; men tilslut sa han:
Kanske gidder jeg slet ikke røre mig; jeg skal kanske ha den
ære å hilse på Dem imorgen på Østergade.
Han sa ikke dette på nogen pralende måte, men med lav,
ganske sørgmodig røst. Min hat blev mere og mere til en flat
masse under hans føtter.
Jeg svarte tilsist at jeg skulde ha den ære fuldstændig å
overse ham, å gå ham forbi som om han var luft hvis jeg traf
ham, og å træde ham ned om han nogensinde lå i min vei.
Jeg vilde ikke åpne munden for å få Dem hængt, sa jeg, jeg
foragter Dem og jeg gidder ikke kaste Dem ut av vognvinduet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
