Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
til Dem og kjøpte blomster til Dem for alt jeg eiet og tok
hjem og satte i glas. Alle mine dikte er til Dem, det er bare
nogen få som ikke er det, og de er ikke trykte. Men De har
vel ikke læst dem som er trykte heller. Nu har jeg begyndt på
en stor bok. Å ja, Gud hvor jeg er Dem taknemmelig, for jeg
er så fuld av Dem og det er hele min glæde. Altid så hørte
eller så jeg noget som mindte mig om Dem, hele dagen, om
nætterne også. Jeg har skrevet Deres navn i taket, det ligger
jeg og ser på; men piken som gjør istand hos mig ser det ikke,
jeg har skrevet det så lite for å ha det for mig selv. Det er
en viss glæde for mig.
Hun vendte sig bort, åpnet sit kjolebryst og tok et papir ut.
Se her! sa hun tungt åndende. Jeg har klippet det ut og
gjæmt det. De kan gjærne få vite det, jeg læser det om kvæl-
dene. Den første gang viste papa mig det og jeg gik til vinduet
for å læse det. Hvor er det henne? jeg finder det ikke, sa jeg
og vendte avisen. Men jeg fandt det godt og læste det alle-
rede. Og jeg var så glad.
Det stod en duft fra hendes bryst op fra papiret; hun åpnet
det selv og viste ham det, et av hans første dikte, fire små-
vers til hende, til ryttersken på den hvite hest. Det var et
hjærtes enfoldige og hæftige tilståelse, utbrudd som ikke kunde
holdes nede, men som sprang op av linjerne som stjærner når
de tændes.
Ja, sa han, det har jeg skrevet. Det er så længe siden, det
var en nat, poplerne utenfor mit vindu raslet så, da jeg skrev
det. Nei, gjemmer De det virkelig igjen? Tak! De gjæmte det
igjen. Å! utbrøt han betat og hans røst var ganske lav, tænk
at De ikke sitter længer borte end nu. Jeg føler Deres arm
imot min, det står en varme ut fra Dem. Mangen gang når
jeg var alene og tænkte på Dem frøs jeg av bevægelse; men
nu er jeg varm. Da jeg var hjemme sist var De deilig da også;
men De er deiligere nu. Det er øinene og øienbrynene, Deres
smil, — nei jeg vet ikke, det er altsammen, alt ved Dem.
Hun smilte og så på ham med halvlukkede øine, det blånet
mørkt under de lange vipper. Hun hadde et varmt skjær.
Hun syntes å være et bytte for den høieste glæde og tok efter
ham med en ubevisst bevægelse med hånden.
Tak! sa hun.
Nei, Victoria, tak mig ikke, svarte han. Hele hans sjæl strøm-
met imot hende og han vilde si mere, si mere; det blev til for-
virrede utbrudd, han var som beruset. Ja, men Victoria, hvis
De er litt glad i mig .... jeg vet det ikke, men si at De er det
selv om det ikke er så. Vær så snill Å jeg skulde love Dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
