Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Hun ser på ham, hans smil krænker hende og hun fortsætter
hæftigere:
Herregud, forstår De ikke selv at papa vilde nægte Dem
det? Hvorfor tvinger De mig til å si det? De skjønner det selv.
Hvad skulde det ha blit til? Har jeg ikke ret?
Pause.
Jo, svarer han.
Desuten, vedblir hun, det er så mange grunde .... Nei De
må virkelig ikke komme efter mig til teatret mere, jeg blev
rædd for Dem. Det må De aldrig mere.
Nei, sier han.
Hun tar hans hånd.
Kan De ikke komme hjem en tur? Jeg vilde glæde mig meget
til det. Hvor Deres hånd er varm; jeg fryser. Nei nu må jeg
gå. Godnat.
Godnat, svarer han.
Gaten lå kold og grå opover byen, den så ut som et bælte
av sand, en evig vei å gå. Han støtte på en gut som solgte
gamle ødelagte roser; han ropte på ham, tok en rose, gav gutten
en bitte liten femkrone i guld, en gave, og gik videre. Kort
efter så han en klynge børn som lekte ved en port. En gut på
ti år sitter stille og ser på; han har gamle blå øine som følger
leken, hule kinder og en firkantet hake og på hodet bar han
en lue av lærred. Det var foret av en lue. Dette barn brukte
paryk, en hårsykdom hadde vansiret dette hode for bestandig.
Hans sjæl var kanske også aldeles vissen.
Alt dette la han mærke til skjønt han ikke hadde nogen klar
forestilling om på hvilken kant av byen han befandt sig eller
hvorhen han gik. Det begyndte også å regne, han kjendte det
ikke og slog ikke sin paraply op skjønt han hadde båret den
med sig den hele dag.
Da han omsider kom til en plass hvor det stod bænker gik
han hen og satte sig. Det regnet mere og mere, han slog ube-
visst paraplyen op og blev sittende. Efter kort tid overfaldt ham
en uovervindelig døsighet, hans hjærne lå i tåke, han lukket
øinene og begyndte å nikke og sove.
En stund efter våknet han ved at nogen forbigående talte
høit. Han reiste sig og drev videre. Hans hjærne var blit kla-
rere, han husket hvad som var foregåt, alle hændelser, endog
gutten som han gav fem kroner for en rose. Han forestilte sig
den lille herres henrykkelse når han opdaget denne forunderlige
mynt blandt sine skillinger, at det ikke var en femogtyve øre,
men en femkrone i guld. Gå med Gud!
Og de andre børn var kanske fordrevet av regnet og lekte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
