Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
kaster de bøker han har læst i tilside og finder papirerne frem.
Han griper pennen.
Nu er hans store arbeide næsten færdig, det mangler bare
et slutningskapitel, en hilsen som fra et bortseilende skib, og
han har det allerede i hodet:
Det sitter en herre i et gjæstgiversted ved veien, han er på
gjennemreise og skal langt, langt ut i verden. Han er grå i hår
og skjæg og det er gåt mange år hen over ham; men han er
stor og stærk endnu og han er næppe så gammel som han ser
ut. Utenfor står hans vogn, hestene hviler, kusken er glad og
fornøiet; for han har fåt vin og mat av den fremmede. Da
herren har indskrevet sit navn kjender værten ham og bøier sig
for ham og viser ham megen ære. Hvem lever på Slottet nu?
spør herren. Værten svarer: Kapteinen, han er meget rik; fruen
er god mot alle. Mot alle? spør herren sig selv og smiler sælsomt,
også mot mig? Og herren sætter sig til å skrive på et papir
og da det er utskrevet læser han det over, det er et dikt, tungt
og rolig, men med mange bitre ord. Men bakefter river han
papiret istykker og han vedblir å sitte der og rive papiret endnu
mere istykker. Da banker det på hans dør og en gulklædt
kvinde træder ind. Hun slår sløret op, det er slotsfruen, fru
Victoria. Hun er som en majestæt. Herren reiser sig brat, hans
mørke sjæl blir som beskinnet av en lystre-ild i samme nu. De
er så god mot alle, sier han bitter, De kommer også til mig. Hun
svarer ikke, hun står bare og ser på ham og hendes ansigt blir
dunkelt rødt. Hvad vil De? spør han like så bittert som før: er
De kommet for å minde mig om det forbigangne? for så er det
siste gang, nådige frue, nu reiser jeg for altid. Og fremdeles
svarer ikke den unge slotsfrue, men hendes mund bæver. Han
sier: Er det Dem ikke nok at jeg har erkjendt min dårskap én
gang, så hør, jeg gjør det igjen: min hu stod til Dem, jeg var
Dem ikke værdig, — er De nu tilfreds? Han fortsætter med sti-
gende hæftighet: De svarte mig nei, De tok en anden; jeg var
en bonde, en bjørn, en barbar som i min ungdom var tumlet
ind på en kongelig vildtbane! Men da kaster herren sig på
en stol og hulker og ber: Å, gål tilgiv mig, gå Deres veil Nu er
al rødme veket fra slotsfruens ansigt. Så sier hun og hun uttaler
ordene så langsomt og vel: Jeg elsker Dem; misforstå mig ikke
mere, det er Dem jeg elsker; farvel! Og det var sig den unge slots-
frue, hun la hænderne for ansigtet og gik hurtig ut av døren ....
Han lægger pennen ned og læner sig tilbake. Javel, punktum,
ende. Der lå boken, alle de beskrevne blade, ni måneders ar-
beide. En varm tilfredshet risler gjennem ham fordi hans værk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
