- Project Runeberg -  Samlede verker / 3. Siesta, Victoria, I æventyrland (6. utg.) /
122

[MARC] Author: Knut Hamsun
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - V

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

122

er ført tilende. Og mens han sitter der og ser mot vinduet
hvorigjennem dagen gryr summer og banker det i hans hode og
hans ånd arbeider videre. Han er fuld av stemning, hans hjærne
ligger som en uhøstet vild have hvor det damper av jorden:

Han er på en hemmelighetsfuld måte kommet ind i en dyp,
utdødd dal hvor intet levende findes. Langt borte, alene og
efterglemt står et orgel og spiller. Han går det nærmere, han
undersøker det, orglet blør, det rinder blod ut av dets ene side
mens det spiller. Længer fremme kommer han til et torv. Der
er alt øde, intet træ ses og ingen lyd høres, det er bare et øde
torv. Men på sandet er det mærker efter folks sko og i luften
står likesom endnu de siste ord som var uttalt på stedet, så nylig
var det forlatt. En sælsom fornemmelse opfylder ham, disse
ord som står igjen i luften over torvet ængster ham, kommer
ham nærmere, trykker ham. Han slår dem bort fra sig og de
kommer igjen, det er ikke ord, det er oldinger, en gruppe
oldinger som danser; han ser dem nu. Hvorfor danser de og
hvorfor er de ikke det minste glade når de danser? Det står
et koldt gust ut fra dette selskap av gamle, de ser ham ikke,
de er blinde, og da han roper til dem hører de ham ikke,
de er døde. Han vandrer mot østen, mot solen, han kommer til
et berg. En røst roper: Er du ved et berg? Ja, svarer han, jeg
står ved et berg. Da sier røsten: Det berg du står ved er min
fot; jeg ligger bundet i det ytterste land, kom og løs mig!
Så begir han sig avsted til det ytterste land. Ved en bro står
en mand og passer ham op, han samler skygger ind; manden
er av moskus. En isnende rædsel griper ham ved synet av denne
mand som vil ta hans skygge. Han spytter imot ham og truer
ham med knyttede hænder, men manden står urørlig og venter
på ham. Vend om! roper en røst bak ham. Han vender sig og
ser et hode som triller avsted på veien og viser ham retningen.
Hodet er et menneskes hode og nu og da ler det stille og tyst.
Han følger det. Det triller i dager og nætter og han følger det;
ved havbredden smutter det ned i jorden og gjæmmer sig. Han
vader ut i havet og dukker. Han står ved en vældig port og
han møter en stor, gjøende fisk. Den har faks på halsen og den
gjør imot ham som en hund. Bak fisken står Victoria. Han
strækker hænderne ut mot hende, hun har ingen klær på, hun
ler imot ham og det blåser en storm gjennem hendes hår. Da
roper han til hende, han hører selv sit skrik — og våkner.

Johannes reiser sig og går til vinduet. Det er blit næsten lyst
og i det lille speil på vindusposten ser han at hans tindinger
er røde. Han slukker lampen og læser endnu en gang i det grå
lys av dagen den siste side i sin bok. Så lægger han sig.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Jan 10 11:03:01 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hamsun/6-3/0126.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free