Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
hannes, vi kunde reise til London på vor bryllupsreise. Der
er slet ikke så frygtelig som man sier og det er bare opspind
at der er så tåket.
Hvem har sagt det?
Richmond. Han sa det inat og han vet det. Ja du kjender
Richmond?
Nei jeg kjender ham ikke. Han har holdt en tale for mig
engang; han hadde diamantknapper i skjorten. Det er alt jeg
husker av ham.
Han er aldeles nydelig. Nei da han kom til mig og bukket
og sa: Frøkenen kjender mig kanske ikke mere .... Du, jeg
gav ham rosen.
Gjorde du det? Hvad for en rose?
Den jeg hadde i håret. Jeg gav ham den.
Du var nok meget indtat i Richmond.
Hun blir rød og forsvarer sig ivrig:
Langtifra, aldeles ikke. Man kan godt like en, synes godt
om en, uten at .... Fy, Johannes, er du gall Jeg skal aldrig
nævne hans navn mere.
Gud velsigne dig, Camilla, jeg mente ikke .... du skal vir-
kelig ikke tro .... Tværtimot, jeg vil takke ham fordi han har
underholdt dig.
Ja det skulde du endelig gjøre — våge å gjøre! Jeg for
min del vil ikke tale et ord mere med ham her i livet.
Pause.
Jaja lat det nu være godt, sier han. Vil du allerede gå?
Ja jeg kan ikke være længer. Hvorlangt er du kommet med
dit arbeide nu? Mama spurte om det. Tænk, jeg har ikke set
Victoria på mange uker og nu traf jeg hende.
Nu?
Da jeg gik hit. Hun smilte. Nei du verden hvor hun har
tapt sig! Hør, kommer du ikke snart hjem?
Jo snart, svarer han og springer op. En rødme har utbredt
sig over hans ansigt. Kanske i de nærmeste dager. Jeg skal
skrive noget først, jeg kom til å tænke på det, en slutning på
mine æventyr. Å jeg skal skrive noget, skrive noget! Tænk
dig jorden set ovenifra, som en deilig og sælsom pavekåpe. I
dens folder går mennesker omkring, de går par for par, det
er kvæld og stille, det er kjærlighetens time. Det skal hete:
Slægten. Jeg tror det skal bli vældig; jeg har hat dette syn så
ofte, og hver gang er det som om mit bryst vilde sprænges og
jeg kunde omfavne jorden. Der går mennesker og dyr og fugler,
og allesammen så har de sin kjærlighets time, Camilla. En
bølge av henrykkelse er ivente, øinene blir ildfuldere, barmene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
