Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Vort følge på reisen er det bedste og elskværdigste i verden,
en finsk ingeniør som er ansat ved Nobels forretning i Baku og
har været i Rusland i mange år, og hans hustru, en dame fra
Baku hvis morsmål er russisk. Deres lille datter er også med.
Hver kupé i toget er sovekupé. Vi er en hel mængde passa-
gerer, mit følge spredes rundt omkring i toget og selv stikkes
jeg ind i en trang kupé hvor det er tre herrer før, blandt dem
en tysker som er godt drukken.
Det er gjennemgang i toget, men gangen er så smal at det
er med nød at to kan passere hverandre.
Nu stevner vi ind i det store Rusland.
Jeg våkner desværre om natten og den drukne mands snork-
ing hindrer mig fra å sovne igjen. Jeg reiser mig op og hoster
bortimot ham, han vender sig dorsk omkring uten å våkne og
snorker videre. Jeg står op og jeg kommer unødig nær den
sovende mand for å vække ham; hans snorking holder pludselig
op og jeg går tilsengs igjen. Så begynder han å snorke påny.
Jeg ligger våken i uendelig lang tid, jeg vet ikke hvor længe,
for jeg kan ikke uten meget besvær få fat på mit ur under
hodeputen. Så sovner jeg.
Og våkner. Toget står. Det er ikke længer mørkt ute; varmen
i kupéen trykker mig og jeg slår vinduet nogen tommer ned.
Da hører jeg en vidunderlig lyd utenfor. Det glider med en
gang en bløt lykkefølelse gjennem mig ved denne lyd, jeg klær
mig på og farer ut. Det er stærer som pludrer herute. Jeg
forstår ikke at her er stærer på denne årstid; er de kommet hit
og ikke længer på tilbakeveien? Eller er det stærer som hækker
i Rusland og ikke er kommet avsted endnu?
Det duskregner; men veiret er varmt og behagelig. Toget går
atter, folk våkner og står op i bondehusene som vi passerer, jeg
ser mænd stå i skjorteærmerne på dørhellen likesom hjemme.
Klokken syv går jeg ind på en station og får kaffe; kjoleklædte
tjenere med hvitt slips og i hvite bomuldshansker serverer. Jeg
har lært å spørre: Hvormeget? men jeg skjønner ikke svaret
godt; jeg later dog som ingenting og leverer en mynt som må
veksles. Når jeg får tilbake tæller jeg grundig efter om jeg har
fåt nok skjønt jeg næsten ikke begriper et muk av pengene,
jeg lægger da tyve kopek tilbake på brættet som drikkepenger
som jeg ser andre gjør og stiger atter ind i toget. Jo, tænker
jeg ved mig selv, du er dog en ren brand til å reise i Rusland.
Traf jeg nogen hjemmefra nu og de vilde drikke kaffe så skulde
jeg tilby å vise dem hvorledes de skulde gå frem i den sak og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
