Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
jeg skulde lære dem å spørre Hvormeget? og i det hele tat være
dem behjælpelig.
Brede Kristensen var slik en kar til mig i Paris. Han skulde
lære mig fransk. Og når du har lært fransk, sa han, så er det
nogenlunde let å lære italiensk og spansk, sa han. Det er alle-
rede tre bra sprog, tænkte jeg. Og derfra og til portugisisk er
heller ingen uoverkommelighet, sa han videre, kortsagt han
stillet mig endog i utsigt litt koptisk for å hidse mig. Men jeg
lærte aldrig fransk og så faldt de øvrige sprog bort av sig selv.
Og skjønt Brede Kristensen kanske ikke slet halvdelen så
tungt som jeg så er han nu professor i ægyptologi i Leyden.
Men i Rusland vilde han visst stå aldeles hjælpeløs, der måtte
Jeg til.
| Mit reisefølge er endnu ikke ståt op. Vi farer over flate
marker, gjennemskjærer kjærr, rugfelter. Her er løvskog iblandt
utover sletterne, bjørk og or likesom hjemme, og her er små-
fugl i trærne. I et grustak arbeider mænd og kvinder med hakke
og spade. De er slaver, tænker jeg, jeg ser ikke at de bærer sig
anderledes ad end germaner. De er klædt som vi og er like
flittige, de ser bare efter toget med blå øine, så arbeider de
videre. Vi passerer et teglværk, stenen lægges ut på jorden til
soltørking. Arbeiderne stræver like ufortrødent her også og jeg
ser ingen opsynsmand med knutt i hånden.
Hele landet ligger vidt og åpent. Tilvenstre er en skog, en
sti skjærer ind i skogen og her går en mand. Det er noget så
hjemlig ved dette billede, jeg har været hjemmefra så længe
og ser det nu med glæde. Stien er halvt igjengrodd og man-
den som går der bærer en sæk på ryggen. Hvor skal han hen
så tidlig på morgningen? tænker jeg; han har vel noget å
foreta sig på den andre siden av skogen. Han pusler så småt
og jævnt fremover, så ser jeg ham ikke mere.
Det blir igjen en vid slette, her græsser en buskap. Hyrden
støtter sig mot sin lange stav og ser efter os, han er klædt i
fåreskinds pels skjønt det duskregner. Det er en gammel mand,
jeg ser ham like i ansigtet og jeg vifter til ham fra platformen,
men han svarer ikke. Han er kanske like så lykkelig som vi
andre, han trænger litt mat, nogen klær og et helgenbillede;
men den lille stemmeret i landsbyen er ham kanske ikke det
kjæreste i verden. Gad vite om han senere husker den reisende
som engang viftet til ham fra toget, som jeg sitter her og husker
ham nu.
Efter femten timers reise fra St. Petersburg står endelig mit
reisefølge op. Vi er i Moskva.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
