Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Her står jeg av og overveier. Det er grusiske boliger som ligger
for mig, et par små hytter hulet ind i fjældsiden. Jeg vet ikke
hvad jeg skal gjøre, jeg frygter for å komme dit. Kanske
kunde de ta min hest dernede.
Jeg fører hesten fort tilbake for å skjule den og binder den
avsides fra stien. Så går jeg selv litt længer ned for å speide;
Jeg var hestens anfører, jeg måtte se om alt var trygt for den.
Jeg tænkte først å la hesten bli hvor den var og alene begi mig
ned i dalen, men derpå tænkte jeg: kommer noget på er dog en
hest god å ta til. Jeg satte mig op og ridde ned.
Men da jeg begyndte å nærme mig hytterne stanset jeg og
betænkte mig endnu en gang. Jeg burde kanske ikke gå længer
i dette forehavende. Men nu var det forsent, hundene har
set mig og smælder i å gjø, litt efter står en mand ret op og ned
på sit stuetak og ser på mig. Så var intet andet å gjøre end
å ride ned til ham. Men jeg vilde heller ha været på stationen.
Allerede hundene var ubehagelige å se til, store og gule,
isbjørnagtige, de la hodet bakover når de gjødde og skjøt
bust efter ryggen. Jeg har et lite håp om at manden på taket
er den samme hyrde som jeg nys har skjænket en cigaret og
blit venner med, men da han steg ned på jorden så jeg straks
at det var en anden. Han står i ynkelige filler viklet om føt-
terne istedetfor strømper og støvler; også han har en vældig
fåreskinds lue på, men er ellers tyndklædt.
Dobryj vetsjer! hilser jeg på avstand. Han forstår ikke mit
russisk og tier. Han tier hårdt og skummelt og ser på mig.
Da husker jeg på den muhamedanske hilsen som jeg har læst
om at kaukasiske stammer bruker og jeg fremsier det arabiske:
Salam aleikum! Dette blir forståt øieblikkelig, hvad enten det
nu var et sproggeni jeg var kommet til eller arabisk var hans
morsmål. Han svarer: Va aleikum sala-am! og bukker sig. Han
foretrækker nu å tale i samme dur, men jeg forstår naturlig-
vis ikke et ord og kan ikke avgjøre hvilket av Kaukasiens halv-
hundrede sprog han taler. For ikke å stå stum bruker jeg et
halvt dusin russiske ord som jeg kan; men de gjør intet indtryk
på ham.
Et par halvnakne børn kommer også ned av stuetaket og
står og ser himmelfaldne på mig. De bor så langt fra men-
nesker disse små, de har ikke lært tiggeriets kunst endnu og
står forskrækkede og stille. De er mørke i huden og stygge, med
runde brune øine og vid mund.
Jeg rækker manden en cigaret for å stemme ham villig, og
da han mottar den og tillike mottar ild til den får jeg mot og
manddom igjen. Det falder mig ind at jeg kanske allikevel kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
