Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22 1
indvending utforske taket. Det var flatt, av stenheller som
hvilte på spærrer av træ; det var ingenlunde tæt. Dørhullet
her er betydelig mørkere end det andre dørhul; det førte vel
dypt ind i fjældet, så dypt ind at ikke et suk og ikke et skrik
kunde trænge ut til verden derfra. Da går morderen ind i dette
dørhul og vinker på mig.
Nå begyndte jeg å overveie. Dette var kanske et vitenskape-
lig dørhul av første rang og en indre røst bød mig å gjøre
min pligt og undersøke det. Men jeg gjorde dog gjældende at
min visse død var til ingen nytte for vitenskapen. Pligt —
hvad var det? Tjenestenidkjærhet. Javel, men tjenestenidkjær-
het har også en hund: om den er aldrig så træt, — den appor-
terer dog. Og et menneske skulde vel stå litt høiere end et dyr.
Jeg leverte indlæg for og imot, og endog denne tilstand av
ubeslutsomhet måtte jeg tilgi mig selv under så vanskelige
forhold. Den har forresten ofte frastøtt mig denne fule og
firkantede bestemthet; litt svakhet, litt vankelmot som ikke
var andet end finfølelse gjorde det virkelig behageligere for
menneskene å leve med hverandre.
Da ler hyrden og driver endda mere på for å få mig ind
og yndlingshustruen derborte på taket synes nu å ligge på
albuen og håne mig. Jaså, hun var i ledtog med skurken! Dette
bestemte mig. Jeg skulde vise hende! Jeg bet tænderne sammen
og trådte ind i hulen. Min vitenskapelige interesse seiret altså.
Det var mørkt herinde, men hyrden tænder også her et slags
lampe. Den er av jærn og har en uldtråd til væke; lyset er
sparsomt, men det er godt nok til et dolkestik.
Jeg er like i færd med å kaste mig over manden for å komme
ham i forkjøpet, da avdækker hyrden to små dyr i et bregne-
bol på gulvet. Det er to bjørneunger. Jeg stirrer på dyrene og
på manden og får mere mot. Han sier noget hvorav jeg forstår
ordet rublj, han tar den ene bjørneungen i hænderne og hol-
der den frem imot mig og vil sælge mig den.
I samme øieblik er jeg ovenpå. Den stakkars forkrøplede
tatar har bare fredelige handelshensigter med mig. Jeg blir
overlegen, jeg rynker litt på næsen av at det egentlig er et
fjøs han har indbudt mig til; det står jo endog nogen digre
gjeiter ved en væg, manden begynder å mælke gjeiterne og gi
bjørnene mælken.
Hvormange rublj? spør jeg og rækker fem fingrer i veiret.
Manden ryster på hodet.
Jeg rækker ti fingrer op, men han ryster på hodet også da.
Av nysgjærrighet angående kaukasiske bjørnepriser vilde jeg
gjærne ha visst mandens forlangende og jeg beklaget at jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
