Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
Min mistanke kunde ikke helt forlate mig og jeg spurte:
Hvorfor sa De først at De vilde bringe mig til Vladikaukas?
Først til Vladikaukas, svarte han igjen litt utålmodig. Jeg
vilde bringe Dem først til Vladikaukas. Det vilde også være
bekvemmest for Dem. For De skal jo egentlig til St. Petersburg.
Ah.
Og når jeg fører Dem til Tiflis er det bare for å imøtekomme
Deres personlige ønske. Men det er imot mine ordrer.
Lat mig se Deres papirer, sa jeg med ett.
Han smilte og tok op av lommen et svært, stemplet dokument
som han la frem for mig. Sproget og bokstaverne var på rus-
sisk så jeg skjønte ingenting av det. Men officeren pekte hist
og her i dokumentet og forklarte at dér stod hans navn, dér
stod det at han var politiembedsmand og dér stod det endelig
at politiet hvor han kom skulde gå ham tilhånde.
Jeg torde ikke drive det videre og måtte trække mig tilbake
og være taus.
Så tillater De kanske at jeg nu går nedenunder og under-
retter mit følge om denne avbrytelse i vor reise, sa jeg.
Jeg står og tænker på det, svarte han efter et øieblik. Og jeg
tænker mest på det for Deres følges skyld. Ja misforstå mig
ikke, også for Deres skyld. Det blir meget ubehagelig for Dem
begge.
Lat os bare komme til Tiflis så er vi ovenpå.
Jeg vil nødig bringe Dem ut av Deres gode forhåpninger,
svarte han, men jeg må dog forberede Dem på at det å komme
ovenpå kan ta lang tid.
Men jeg har absolut intet galt gjort! ropte jeg.
Selvfølgelig ikke. Jeg tror Dem. Men for å bevise dette vil
det medgå megen tid og meget ubehagelig stræv. Tro mig på
mit ord.
Og i dette trodde jeg ham. Jeg blev beklemt igjen og stirret
på gulvet og tænkte.
Det er muligens en utvei, sa han. Jeg antyder det bare.
Er det en utvei?
Det tør være en utvei. Med litt god vilje fra begge sider.
Hvorledes?
Vi russere er jo ingen hårde mennesker, sa han. Vi pleier
iblandt å avfinde os med hverandre.
Jeg stirret på manden.
Kan jeg avfinde mig med Dem, spurte jeg.
Han trak på akslen og slog litt ut med hånden, gjorde den
jødiske gestus:
Det er en utvei. En antydning til en utvei.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
