Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255
nogen andens tolv bind. Nei ikke med nogen andens fire og tyve
bind. Der er nu for eksempel en liten fortælling som heter
«Krotkaja». En bitte liten bok. Men den er for stor for os alle,
for uopnåelig stor. Lat alle erkjende det.
Det er dog en kostelig ytring av Bjellinski, tænker jeg der jeg
sitter, at Dostojevski ingen vei vilde komme hvis han allerede
nu indbildte sig at han var et geni, istedetfor å arbeide på sin
utvikling. Bjellinski har læst og lært hvad som var gangbar
forestilling i Vesteuropa på hans tid. Så mange pund engelsk
bif om uken, så mange bøker å læse, så mange malerier å skue,
så megen «kulturluftning» — dette er «utviklingen» til geni.
Dostojevski burde ha lært noget, først og fremst beskedenhet,
som 1 alle ordinære menneskers øine er en dyd ....
Og jeg tænker på Tolstoj. Og jeg kan ikke overvinde min
mistanke om at det i denne store dikters liv er kommet ind
noget uægte; en drøy forlorenhet. Det kan oprindelig være sket
av oprigtig rådvildhet; noget måtte en stærk mand finde på,
og da verdens glæder var uttømt faldt han med sin naturlige
drøihet over det religiøse bigotteri. Litt spilte han vel i be-
gyndelsen, men han var for stærk til å holde op, så blev det
hans vane, kanske også han natur. Det er farlig å begynde et
spil. Henrik Ibsen drev det til i årvis på et bestemt klokke-
slæt å sitte sfinks på en bestemt stol i en bestemt kafé i Mun-
chen. Siden måtte han spille videre; hvor han reiste hen måtte
han siden sitte sfinks for folket på bestemt tid og i bestemt stol.
For folket ventet det. Det plaget ham kanske skrækkelig
iblandt; men han var for stærk til å holde op. Å hvor det er
kraftkarer disse to Tolstoj og Ibsen! Det er mangen anden som
ikke kunde forevise et slikt spil længer end en uke ialfald. Og
det vilde kanske ha vist større kraft hos de to om de hadde
holdt op med det itide. Desværre pådrager de sig nu mit og
andre almindelige menneskers gjøn. Nuvel, det kan de være
store nok til å bære; vi blir selv gjønet igjen. Men hadde de
været litt større så vilde de kanske ikke ha tat sig selv fuldt
så alvorlig. De vilde ha smilet litt av sin årelange naragtighet.
Dette at de indbilder andre og tilslut også sig selv at deres
spil er dem en nødvendighet røber en brist i deres personlighet
som gjør dem mindre, trækker dem ned. Det går et stort dikter-
værk bare til å lappe denne skade. Posituren er å stå på ett ben,
den naturlige stilling er å stå på to uten å skape sig.
«Krig og fred», «Anna Karenina» — større dikterværker i sit
slags har ingen skapt. Og det er ikke å undres over om en
indtryksøm kollega endog på sin dødsseng ber om mere slikt.
Men mens jeg nu sitter og tænker på det kan jeg gladelig for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
