Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
mands fot bare man var «virkelighetstro», og dette skapte en
mængde store forfattere i landene. Litteraturen svulmet. Den
populariserte vitenskap behandlet samfundsspørsmål, refor-
merte institutionerne. På teatret kunde man se doktor Ranks
ryg og Osvalds hjærne dramatiseret og i romanen var det endda
friere spillerum, spillerum endog for diskussioner om feil i
bibeloversættelserne. Dikterne blev folk med meninger om alt;
menneskene spurte sig imellem hvad dikterne mente om evo-
lutionsteorien, hvad Zola hadde fundet ut om arvelighetslovene,
hvad Strindberg hadde opdaget i kemien. Derav fulgte da at
dikterne rykket op til en plass i livet som de aldrig før hadde
innehat. De blev folkenes ledere, de visste og belærte om alt.
Journalisterne interviewet dem om den evige fred, om religi-
onen, om verdenspolitiken, og stod det nogen gang i et uten-
landsk blad en notis om dem tok de hjemlige blader notisen
op som tegn på hvad deres diktere var for karer. Tilslut måtte
folk bibringes den forestilling at deres diktere var verdens-
betvingere, de grep overvældende ind i tidens åndsliv, de satte
folkeslagene i grubling. Dette daglige skryt måtte tilsist virke
på mænd som i forveien hadde hang til posituren. Det er svært
til brand du er blit! sa de vel til sig selv; men det står i alle
blader og sies av alle mennesker, så er det vel så! Og da folkene
ikke hadde andre til det blev det også dikterne som blev tæn-
kere. Og de indtok plassen uten en indvendig og uten et smil.
De hadde kanske den filosofiske læsning som almindelige dan-
nede mennesker har, og med denne som grundlag stillet de sig
da på ett ben, rynket panden og talte filosofi til tidsalderen.
Slik er det vel i korthet det er gåt til. Og var spillet begyndt
måtte det fortsætte. Skjønt det vilde ha vist vel så megen
kraft å holde op med det.
Den store dikter Tolstoj — også i hans lodd skulde det falde
å nedsætte sig som tænker. Hans medfødte anlæg for denne
profession forekommer vistnok mangen anden ringere end de
kanske forekommer ham selv; jeg vet ikke hvad andre mener,
men jeg antar det. Det kommer tid efter anden i bladene for-
skjellige buketter av hans tænkning og ydermere skriver han nu
og da en bok hvori han nedlægger sine meninger om dette liv
og det tilkommende. For nogen år siden proklamerte han sin
berømte lære om total kyskhet, total kjønslig avholdenhet. Da
det indvendtes mot denne lære at så blev jo jorden avfolket
svarte tænkeren: Javel det er meningen så, den skal avfolkes!
— Ak den gamle lære av Augustin! O den vise filosofi av
manichæerne!
En liten skisse av Tolstoj bærer titlen: «Hvormeget jord be-
17 — Hamsun: III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
