Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - XIII - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
beslutning og han finder sig i den. Fatalismen har sit hjem i
østerlandene, denne gamle og prøvede filosofi med det enkle
og absolute system. Og er det end lande og folkeslag som be-
kjender sig til andre systemer så vender dog mangt et individ
tilbake igjen til fatalismen. Og står påny foran dens gyldighet.
Den er så enkel og så prøvet, den er jærn ...
Da vi skulde gå stod hesten der fremdeles stoisk i solen.
Og lukten av dens sår trak utallige fluer til ....
Dag efter dag vendte vi tilbake til det asiatiske kvarter i
Tiflis fordi her var en verden forskjellig fra vor. Men tilslut
spærret vi ikke øinene så vidt op, vi så med små øine på tin-
gene og fandt da også i livet her kjendte træk igjen. Henry
Drummond fortæller om en av sine sorte bærere i Afrika, en
sprade, som ikke vilde bære byrder på sit hode for ikke å for-
dærve sin kostelige frisure. Vi fandt sprader her, i et turban-
klædt folk. Og vi fandt også skinsyken. Stod en tilsløret kvinde
og passiarte med en ældre på gaten kunde hun jo ikke dy sig
for å fjærne sløret litt iblandt. Så kunde en tilbeder komme
og idet han går forbi hviske et par hastige ord, hvorpå han
kunde få den skjønnes svar ved at hun bøiet en eller to eller
tre fingrer på sin hånd. Imens stod den ældre kvinde der og
var uskyldig og mærket ingenting og var mellemmand. Men
iblandt kunde så eieren komme, kvindens eier, og han kunde
skrike som en kamelhingst skjønt han var værdig og var mur-
stensrød av henna. Men da forsvandt kvinderne pludselig og
sprang op i sit daglige bur med tremmerne for vinduet.
XIV
Vi er på toget til Baku.
Vi vilde ha reist på anden klasse, men der var det så over-
fyldt av passagerer at det blev umulig, vi kunde til nød få en
sitteplass selv, men det var ingen plass til vort tøi; vi gjorde
da mange vendereiser og fik endelig os selv og vore kufferter
ind på første klasse. Da dette var besørget faldt vi sammen.
Termometret i kupeen viste litt over 31 grader.
Der sat tre mænd før os i kupeen. De to så på os med megen
uvilje da vi trængte ind, den tredje derimot røkte i taushet
gjennem sit vældige skjæg og trak endog benene litt til sig
for å slippe os forbi til vinduet.
Hvor det altid og overalt i verden er de samme erfaringer
å gjøre i en jærnbanekupe: man gir bare motvillig plass for
en ny indtrædende. Man betragter ham som sin fiende, hater
ham, besværliggjør ham adgangen til sætet, svarer ikke når
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
