Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - På Blåmandsø - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
det var så sin sak å gå igjen her når hun forlot Blåmands-
øen. Nå, Gud fader i himlen være hendes gode støtte og hjæl-
permand hele livet! Og hvad det angår at han vilde ramponere
Simons båt da bad han om forlatelse for denne onde tanke,
og han vilde tværtimot gjøre sit allerbedste med å holde båten
klar av fjældet under nedfiringen. Den slags mand viide han
være.
Han reiste sig og vilde vandre hjemover igjen, det møtte ham
et sagte rop, en kalden, han lyttet. Han så nogen komme bort-
imot sig.
Fredrikke, er det du? sa han.
Ja. Jeg vil nu bare si dig at du ikke skal gjøre nogen for-
træd på dig selv, Marcelius.
Jeg er bare ute og går, svarte Marcelius.
Hun tok ham i armen og holdt på ham og vedblev:
For det er slet ikke nødig å ta det så tungt. Og eiheller har
jeg så aldeles bestemt mig endnu.
Det har du vel?
Hvad skal det bli till utbrøt hun. Nu var han særdeles ulide-
lig til mig. Jeg tror dig bedre end som Simon. Han snakker
sig ifra det, han sa idag: Lat os se tiden an.
Marcelius svarte ikke noget til dette. De begyndte å gå. Men
Fredrikke var klok og flink midt i sin fortvilelse og sa pludselig:
Du skal ialfald ikke gi ham båten for ingenting.
Neinei, svarte Marcelius.
Ved veiskillet rakte hun ham hånden og sa:
Nu må jeg hjem igjen, ellers blir han fornærmet på mig.
Han så kanske hvor jeg gik hen.
Så sa de godnat til hverandre og gik hver til sit.
Dagen efter var det ingen vind og havet lå også stille. Den
redelige båtbygger Joachim og hans to sønner hadde allerede
før gry bragt den nye båt bort til taljen på nordsiden av øen;
de hadde hat alt øens mandskap tilhjælp, at den fine farkost
ikke skulde lide ondt under transporten. Nu hang den smæk-
ker og fin og pyntet i trosserne.
Den gamle lærer hadde overtalt sin fine kaldsbror og kollega
Simon Rust å opsætte sin hjemreise til Kirkeøen til efter middag
og nu var tiden inde. Det syntes ikke å være blit bedre for-
ståelse mellem de nyforlovede end igåraftes, de gik tværtimot
usamdrægtig langt fra hverandre på stien, og hun som kjærest
skulde være syntes å være fuld av tvil. Da de kom frem til
taljen var Joachim og hans mandskap samlet. Alle mand blottet
hoderne for de to lærere og deres følge.
Er alt færdig? spør Simon.
dn
EE
|
|
-
|
|
|
|
i
f
2
|
|
Å
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
