Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- En vandrer spiller med sordin (1909)
- Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
307
uregjerlighet indvendig, å det er et øieblik som for mange år
siden da jeg var ung og mere stormende end nu. Det er kanske
en skog i øst eller vest herfra, tænker jeg, hvor en gammel har
det like så godt som en ung, dit går jeg!
*
Regn og sol og vind veksler, jeg har alt gåt i mange dager,
det er endnu for koldt til å ligge ute om nætterne, men jeg får
uten vanskelighet ly i gårdene. En mand forundrer sig over at
jeg går og går uten ærend: jeg er vel en utklædt person som
bare vil være mærkelig likesom Wergeland. Manden vet ikke
mine planer: at jeg agter mig til kjendte steder hvor det er nogen
mennesker som jeg vil se igjen. Men det er god forstand i ham
og jeg nikker uvilkårlig at det er nogen rigtighet i hans ord. Så
meget teatervæsen er det i ethvert menneske, man smigres ved
å bli holdt for mere end man er. Men nu kommer konen og
datteren til og vrøvler os bort med sit almindelige hjærtensprat:
han har jo ikke tigget om noget, sier de, han betalte for kvælds-
maten! Da blir jeg feig og snedig indvendig og tier stille til
dette og later manden beskylde mig for mere som jeg atter tier
til. Og vi tre hjærtensmennesker overvinder mandens forstand,
han må forklare at han spøkte, vi forstod da vel en spøk! Jeg
blev på gården en nat og en dag, jeg smurte mine sko usædvan-
lig godt og bøtte mine klær.
Da er det at manden atter får mistanke til mig: Når du nu
går så gir du min datter en rigtig stor drikkepenge, sa han. Jeg
lot som om jeg ingenlunde var rammet og sa leende: Gjør jeg
det? Ja, svarte manden, og så sitter vi tilbake og tænker at du
må ha været en meget høitstående person.
Å hvor jeg syntes han var utækkelig! Jeg gjorde det eneste
jeg kunde gjøre, jeg overhørte hans spydigheter og bad om ar-
beide. Jeg likte mig godt her, sa jeg, og han trængte mig, han
kunde sætte mig til hvadsomhelst nu i onnen. Jeg ser helst at
du går din vei, svarte manden, du er en nar!
Det var tydelig at han hadde lagt mig for hat og jeg hadde
ikke nogen av gårdens kvindfolk for hånden til å hjælpe mig.
Jeg så på ham og kunde ikke fatte hans optræden. Hans blik
var fast, det forekom mig med ett at jeg aldrig hadde set så
kloke øine hos noget menneske. Men han overdrev sin ond-
sindethet og førte sig selv på avveie. Han spurte: Hvad skal vi
si at du heter? Det behøver du ikke å si noget om, svarte jeg.
En vandrende Eilert Sundt? gjættet han. Jeg gik ind på spøken
og svarte: Ja gjærne det! Men da manden fik svaret hidset det
ham og gjorde ham mere og mere rap, han sa: Jeg synes synd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Jan 10 11:03:32 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hamsun/6-5/0309.html
