Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
stedet. Men kom ikke med tre par votter og en side hushold-
ningsflæsk.
Manden var nu ikke længer rædd for sækken, han krøp helt
ut av gammen for å studere drotten i luften. Jeg la den kjøpte
tobak og kaffen tilbake i sækken igjen fordi jeg ikke trængte
det. Da han kom ind sa han:
Jeg mener jeg trøster mig til å drøie over natten korsom er
hvis Dokker ikke fortryter.
Om kvælden sat han og gjorde ikke mine til å ville ta frem
sin egen mat. Jeg kokte kaffe og gav ham tørmat til den.
Dokker skulde ikke kostværde, sa han. Så begyndte han å pusle
med sækken igjen og stuve flæsket godt bort så ikke tøiet skulde
fare ilde av det, derpå spændte han av sig sin bælterem som
han knyttet påskrå over sækken og gjorde en sæle av den til å
bære over den ene aksel.
Når jeg nu tar sækkehalsen over på den andre akslen så
bærer jeg lettere, sa han.
Jeg gav ham brevene å ta med over fjældet og lægge i pos-
ten der og han forvarte dem godt og klemte utenpå lommen
efterpå; pengene til frimærker fik han et særskilt papir til og
knyttet dem i en knute på sækkehalsen.
Hvor bor du henne? spurte jeg.
Hvor skal en stakker bo? Jeg bor vel ved sjøen. Jeg har
desværre både kone og børn, det er ikke å si andet.
Hvormange børn har du?
Fire. Og det ene har en branket arm og det andre — det er
noget som feiler allesammen. Så det er ikke godt for en stak-
kar. Konen min er syk, for nogen dager siden trodde hun det
var døden og var nødt til å gå til alters.
Det kom en trist tone i hans røst. Men tonen var falsk, han
løi mig visst fuld. Når de nu kom og lette efter ham fra byg-
den så hadde vel ikke et kristent menneske hjærte til å angi
ham; for han hadde så stor og syk familje. Slik tænkte han
vel.
Menneske, o menneske, du er værre end mus!
Jeg spurte ikke efter mere, jeg bad ham synge noget, en vise
eller en sang, siden vi nu sat der allikevel.
Det har jeg ikke natur til nu, svarte han. Det kunde ha
været en salme.
Så en salme da.
Ikke nu. Jeg vilde gjærne ha gjort Dokker en tjenstagtighet,
men.
Han var i stigende uro. Om litt tok han sækken og gik ut. |
Jeg tænkte: Der gik han; men han sa ikke den sædvanlige hil- |
p så
w
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
