Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XV - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Nei så blir enerbuskene
så søvnige og trætte
og bedst det er så dupper de.
Og nu godnat, godnat!
Jeg rettet mig op og renskrev disse rimene og sendte dem
til en bestemt småpike som jeg hadde vanket meget med i mar-
ken, og hun lærte dem straks. Siden lot jeg fru Bredes små-
piker høre dem, og de stod akkurat som to blåklokker og lydde
på. Så rykte de papirerne fra mig og løp til sin mor med dem.
De var så glade i sin mor. Og hun var glad i dem igjen, de holdt
den saligste sjau om kvældene ved sengetid.
Den tapre fru Brede med sine børn! Hun kunde gjort gal-
skaper, men det haddde hun ikke hjærte til. Så blev hun nok
også påskjønnet herfor? Av hvem? Av manden?
En mand skal ta med sin kone til Island. Eller ta følgerne
når hun slænges igjen hjemme i endeløse tider.
XVI
Frøken Torsen taler ikke mere om å reise. Ikke for det, hun
så ikke videre glad ut ved å være heller; men frøken Torsen var
nu i det hele tat for urolig og for rar til å være tilfreds med
nogen ting.
Naturligvis forkjølet hun sig den kvælden med Solem i sko-
gen, så hun lå med hodepine den næste dag; men da hun kom
op igjen var der ingenting som manglet hende.
Ingenting? Hvorfor var frøken Torsen så blå under haken
som efter et grep?
Hun så ikke dit Solem var nu mere og lot som han ikke
var til. Så kanske hadde det ståt et basketak i skogen og hun
var blit blå under haken og de var uvenner siden? Det kunde
likne hende intet å ville, bare sensation, bare seiren; men
Solem han hadde ikke forståt det hele, men var blit rasende.
Var det så?
Ja Solem var visst blit snytt. Han var mere likefrem og min-
dre klok, han gjorde hentydninger, han sa som så: Den frøken
Torsen ja, hun er en a’skillig en, jeg skal våge på hun er stærk
som en kar! Og så lo han, men han lo indætt. Han fulgte hende
med grove øine hvor hun gik, og for å hævde sig og late ube-
rørt smældte han i å synge en vise fra linjesluskens liv når
hun var i nærheten. Å men han kunde sparet sig alle spræl.
Frøken Torsen var stokdøv for hans sang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
