Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXIII - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
jeg ikke gå min vei og late en hjælpeløs i stikken; men timerne
går og de går. En grundig historie derinde, ikke noget småtteri
nei; nu er det like før morgengry. Det falder mig ind at han
dræper hende, at han kanske alt har dræpt hende, jeg blir angst
og skal til å reise mig, — da knækker nøklen rundt igjen derinde
og Solem kommer ut. Han tar ikke tilsprangs, han går den veien
han kom fra, han går ned til mit eget bislag, der hænger han
komediantens kappe ifra sig igjen hvor den hang før og kommer
så ut. Men nu er han naken. Han hadde været avklædt under
kappen derinde. Var det mulig? Nåja, ingen hindringer, intet
hæfte, vældig klædeløs; Solemen hadde uttænkt alt. Nu går han
splitternaken de skridt ned til sit kammers.
Nei den Solemen!
Jeg sitter og tænker og summer mig og kommer til kræfter.
Hvad var nu sket? Det er fremdeles stille i sørbygningen, men
død er hun ikke frøkenen, det skjønner jeg derav at Solem går
frygtløst ned i sit kammers, tænder lys og lægger sig.
Det letter mig at hun er ilive, kvikker mig op, jeg blir unødig
motig ved det: har han underståt sig å dræpe hende, tænker
jeg, så mælder jeg ham. Da skåner jeg ham ikke. Og da mælder
jeg ham både for hendes og for sakførerens død. Ja jeg går
videre, jeg mælder andre, jeg mælder tyven fra i vinter, han som
stjal flæskesider fra en handelsmand og som solgte mig tobaks-
ruller fra sin sæk. For da tier jeg i det hele tat ikke nei....
XXIV
Om morgningen kom Solem ind i kjøkkenet, fik mat, fik sit
opgjør av Pål og kvindfolkene i forening og gik tilbake til sit
kammers. Han forhastet sig ikke, det var ikke tidlig på dag
længer, men han snørte omhyggelig sine saker sammen før han
gik. Han så dvælende ind gjennem vinduerne i sørbygningen
da han passerte.
Så var Solemen borte.
Litt efter kommer frøken Torsen ind til frokost. Hun spør
straks efter Solem. Hvorfor var frøkenen så opsat på Solem mon?
Hun hadde visst drøiet med vilje i sit rum for å gi ham tid til
å gå, hun kunde ha været her for længe siden hvis hun hadde
villet ham noget. Men var det ikke tryggest at hun kom litt
ophidset ind? For jeg min natravn kunde jo ha set noget om
natten.
Hvor er Solem? spurte hun indigneret.
Ja Solem er borte nu, svarte Josefine.
Nå, det var godt for ham!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
