Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
soppen som gjorde bersærker? Men i vor tids morgenrøde dør
vi av et hår 1 halsen.
Solen synker alt. Langt borti åsen går buskapen, men nu
kommer den hjemover, jeg hører på bjælderne at den er i mars.
Fine bjælder og dype bjælder, stundom klinger de sammen så
det blir mening i det, en figurklang, det er så pent.
Og likeså er det pent å se på alle strå og småblomster og
vækster. Der jeg ligger står en liten bælgvækst, den er så underlig
sagte av sig, litt frø tyter ut av den, — å Herregud, den står og
skal være mor. Den er kommet i vase med en tørkvist og jeg
befrier den. Livet går igjennem den, solen har endelig varmet
den idag og kaldt den til sin bestemmelse. Se det lille vældige
under!
Nu er det solfald, et sus går søtt og tungt gjennem skogen og
bøier den; det er kvæld.
Jeg ligger endda her en time eller to, fuglene har for længe
siden roet sig, det mørkner tæt og mykt.... Når jeg går hjem-
over leter mine føtter sig frem og jeg holder hænderne foran
mig like til jeg kommer néd på jordet, så blir det litt lysere. Jeg
går i det uteliggende høi, det er seigt og sort, jeg glir i det
fordi det alt er rottent. Når jeg kommer til husene møter jeg
flaggermus, de flyr så lydløst som med vinger av skum; det går
litt koldt gjennem mig hver gang de passerer.
Så stanser jeg med ett.
Der går en mand. Jeg ser ham imot den nye bygning. Han
går i en kappe, det likner komediantens regnkappe, men det er
ikke den lille komedianten selv. Der går han ind, nåda, like ind.
Det er Solem.
Det er jo der hun ligger, tænker jeg, javel, nå. Alene i denne
store bygningen, i sørbygningen, frøken Torsen, javel. Og nu gik
Solem ind.
Jeg står der jeg står og bier for å være ved hånden, for å ile
tilhjælp, jeg er et menneske, ikke et umenneske. Så går en stund.
Han er ikke engang videre lydløs, jeg hører ham knække dør-
nøklen rundt derinde. Men nu burde høres et rop, hvad? Jeg
hører bare ingenting, ingenting; en stol skraper litt bortover
gulvet, men intet vrøvl, nå.
Men du store verden, han kan jo finde på noget den Solemen?
Han kan ville noget ja, gjøre hende et eller andet, han kan
overrisle hende med voldtægter? Skulde jeg ikke dunke i vin-
due? Jeg — hvorfor det? Men på første skrik er jeg på flækken,
min hånd på det?
Intet skrik.
Timerne går, jeg har sat mig ned, jeg vogter. Selvfølgelig vil
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
