Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
Jeg kan da vel ikke gå barhodet.
Han blev ærgerlig:
Nei du skal sætte hatten på, og det tar tid. Æsj!
Da målte hun ham med et skrå blik og sa:
Du er så — fortrolig.
Hadde nu han betalt med samme mynt vilde det blit gråt og
forbitrelse og gå, gå alene! og en times forsinkelse og forsoning
og omfavnelse. Men komedianten han slog om og svarte føielig
efter sin natur:
Fortrolig? Nåja kanske det. Undskyld da!
Så drev han igjen omkring på gården, småsang iblandt, slog
med stokken sin. Jeg lægger mærke til hans rare feminine knæ-
dannelse, hans usædvanlig tykke lår, det var noget unaturlig
ved denne tykkelse, som om den ikke hørte hans kjøn til. Han
skjevet også sine sko ind. Nå, og nedringet gik han og regn-
kappen den hang fyrstelig på hans aksler og flagret, skjønt det
ikke regnet. Det var så komisk det stolte syn. Men hvorfor si
noget hårdt om regnkappen! Det var jo ikke ham, eieren selv,
som hadde misbrukt den, nei, nei, på hans aksler hang den da
så uskyldig som en Kristusfrakke.
Hvorfor si noget hårdt om nogen! Livet er så godt, men
livet er så strængt. Jeg tænker: Når hun nu kommer ut så kan
det ske følgende: Jeg står der og bare bier på denne avsked.
Så gir hun mig hånden og byr farvel. Hvorfor sier De ikke
noget? spør hun da for å spøke og være flot. For ikke å støtte
Dem i Deres store forvildelse, svarer jeg. Hahaha, ler hun alt-
for høit og tvungent, store forvildelse, tak! Og sintere og sintere
blir hun, mens jeg er sat og faderlig og står på det eneste rettes
grund. Og endda så sier jeg følgende mindeværdighet: Kast
Dem ikke mere bort, frøken! Da reiser hun hodet, jo da reiser
typen Torsen hodet og svarer blek og krænket: Kaste bort —
jeg forstår Dem ikke? Men nu kunde det jo være at frøken
Torsen, denne i grunden dygtige og stolte pike, fik et klart
øieblik og blev overvældet: Hvorfor ikke det, hvorfor skulde
jeg ikke kaste mig bort, hvad er det å spare på nu? Jeg er bort-
kastet, jeg er bortkastet hele veien fra skoledagene, og nu er
jeg syv og tyve år....
Mine egne tanker løper av med mig der jeg står og jeg ønsker
mig borte. Kanske går hun også selv derinde i sit rum nu og
ønsker mig bort.
Farvel, sier jeg til komedianten. Vær så snil å hilse frøkenen,
jeg må gå.
Farvel, sier han og tar min hånd litt forundret. Kan De ikke
vente litt? Ja jeg skal hilse frøkenen. Farvel, farvel.
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
