Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXIII - XXXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
skulde ellers den lærerinden, den Sofie Palm som var hans
søster, komme og bo gratis og frit hos dem på Toretind i disse
to årene og gå der akkurat som en anden dame? Men ånei tak,
det skal det bli slut med. Men som sagt hun, Josefine, hadde
nu tænkt det engang, men det var vel Guds styrelse, for noget
andet end elendighet hadde det vel ikke blit heiler, og da så.
Pludselig grep Josefine sig i noget:
Nå —nei du verden, lat mig ikke glemme å kjøpe med mig
indigo. Det er til væven. Det var bra jeg kom det. Ja mange
tak nu for alt godt!
XXXIV
Det er romhelgen, jeg er fulgt med Nikolai til hans hjem.
Han har tat sig fri nu da værkstedet i byen allikevel står stille
til å gjøre denne tur og få ved frem fra skogen.
Her er et stort stuehus, allerede Nikolais far har bygget til på
den gamle stuen, og nu har Nikolai selv løftet taket så huset er
blit på to etager. Han har god plass for mig, jeg har et kammers.
Mor hans er flink og grei, hun har nogen dyr som hun steller
med, hun vasker ofte et eller andet, ja om det så er brukte sæk-
ker. Så koker hun mat på komfuren og holder kopper og kar
blanke. Hun er meget renslig, således siler hun mælken i sil med
hårduk i og vasker denne hårduk efterpå i to vand. Men hun
pirker ut griseriet mellem gaffeltinderne med en hårnål.
På væggene i stuen hænger et speil og billeder av den tyske
keiserfamilje og Jesus på korset, desuten er der td hylder med
noget på, blandt andet salmebok og postil. De er jævne og orto-
dokse endda i disse egne. Det øvrige i stuen, stoler og bord og
piedestal og et kunstfærdig skrin har Nikolai selv gjort.
Nikolai han er her som i byen tung og fåmælt, han drog til
skogen dagen efter vi kom uten å si fra til morn. Da jeg spurte
efter ham svarte hun: Jeg så han laget sig til med slæden, så han
drog nok tilskogs.
Morn heter Petra, jeg tror ikke hun er stort mere end firti
år endda, slik ser hun ut — litt rødlig og grovbygget hun også,
lys i huden, med et grånet tykt hår, et rent faks. Hun har et
par øine som svarer til dette hår, mørke øine, litt slitte nu, men
endda brukbare til å se langt og gløggt utover fjorden med. Hun
er fåmælt hun også som alle bønder her, hun holder helst sin
store mund lukket.
Jeg spør hende hvorlænge hun har været enke, og det har hun
været i snart en menneskealder — nei lat mig nu ikke lyve hel-
ler, sier hun, men Sofie i byen er nu fire og tyve, og det var året
8 — Hamsun: VIL
EE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
