Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
De synes altså jeg skal gjøre det da?
Jeg blev meget forundret over dette spørsmål og sa:
Gjøre det? Har De ikke gjort det?
Jo. Det vil si —jo jeg har gjort det, jeg er forlovet. Og jeg
har hørt på Dem hele tiden at jeg har gjort ret.
Nei det vet jeg ikke, det kan jeg umulig vite, svarte jeg og gik
bort til hende. Hvem er det da?
Ånei Gud, lat det nu være, jeg orker ikke mere. Godnat.
Hun famlet litt ut med hånden, men da hun så mot gulvet
fandt hun mig ikke, vore hænder omgikkes stadig, hun åpnet
døren og forsvandt. Jeg ropte til hende, bad hende bie, så grep
jeg min hat og skyndte mig efter. Trappen tom. Jeg gik helt
ned og åpnet gatedøren — gaten tom. Hun måtte ha løpet.
Jeg vil se å træffe hende imorgen, tænkte jeg.
En dag, to dager, jeg traf hende ikke, endda jeg gik på hen-
des steder. En dag til— nei. Så vilde jeg gå op i hendes hjem
og spørre. I begyndelsen syntes jeg ikke det kunde være noget
påfaldende i dette, men da det kom til stykket betænkte jeg
mig. Litt har man jo å miste hvis man gjør sig latterlig. Men
var jeg ikke onkel? Nei —jo naturligvis, men.
Så går en uke, to uker, tre — mennesket aldeles ufindelig;
det er nu vel aldrig sket en ulykke? Jeg stiger op trapperne
og ringer på i hendes hjem.
Hun er reist alt, straks de var gifte, i forrige uke. Hun blev
gift med Nikolai, men snedker Nikolai.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
