Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Den siste glæde (1912)
- XXXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
Det slår mig med ett: det er Sofies barn.
Og jeg mindes jo så vel en dag på Toretind da lærerinde Sofie
kom ind og mældte siste nyt om Solem: fillen på fingeren hans
og den fingeren han aldrig fik tid til å sætte av, hardhausen!
De lærte hverandre å kjende i de dager, siden hadde de vel
truffet hverandre i byen, Solem var allevegne.
Nå, men de damer på Toretind turiststed — Solem var ingen
engel, men han blev ikke bedre av dem. Så traf han denne lille
skapning som ene og alene hadde lært å bli lærerinde......
*
Jeg burde ha skjønt det før, jeg skjønner ingenting mere.
Det er nu hændt mig noget.
Ved et tilfælde får jeg endelig en anelse om at det nok er
mest for skillingernes skyld de holder på mig her, mine kost-
penger skal betale hoppen. Slik er det nok.
Jeg burde ha anet det før, men jeg er gammel. Desuten tør
jeg kanske lægge til uten å bli misopfattet at hjærnen visner før
hjærtet. Det ser man hos alle bedsteforældre.
I begyndelsen sa jeg bravo til min opdagelse og sa: Bravo,
fru Ingeborg, De er atter en dukat! Men slik er den menneske-
lige natur: det begyndte å såre mig. Så var det jo meget likere
at jeg betalte hoppen med en gang og reiste, å det vilde jeg
heller end gjærne ha gjort. Men her vilde jeg nok ikke komme
nogen vei: Nikolai vilde ryste på hodet som til et æventyr. Så
regner jeg ut at det i grunden ikke kan stå så meget til rest på
hoppen nu, kanske ingenting, kanske den var betalt ....
Se, fru Ingeborg hun stræver og arbeider — hvis det nu bare
ikke er for krampagtig. Hun sætter sig sjælden, skjønt hun er
blit mere før og kunde trænge det, hun reder senger, koker,
steller dyrene, syr, lapper, vasker. Som oftest er en grå hårtjavs
faldt ned på hver side av hendes ansigt, hun er så optat, håret
får hænge der, det er for kort til å fæstes med nål. Men hun er
så pen og moderlig, vakker hud, vakker mund, barnet og hun
tilsammen er den rene skjønhet. Naturligvis har jeg lettet hende
med vand og ved i denne tid, men allikevel har jeg jo øket hendes
arbeide. Når jeg tænkte på dette kjendte jeg mig het om ørene.
Men hvorledes kunde jeg indbilde mig at man noget sted hol-
der på mig nu for min egen skyld? Så skulde jeg ikke hat alle
de år formange og ikke alle de fyrigheter for få. Godt at jeg
omsider fandt det ut.
Opdagelsen gjorde det på en måte lettere for mig å bryte
op, når jeg dennegang pakket skræppen så mente jeg det. Skjønt
barnet, gutten hendes, han hang ialfald ved mig og vilde ofte
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Jan 10 11:03:59 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hamsun/6-7/0143.html
