Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
ikke du ha taus som har råd og som har din lærdom og har dit
store hus!
Det var nokså behagelig å bli forståt og Inger motsa hende
ikke. Hun sydde så det duret og glimret med ringen på sin
hånd.
Nu ser du, sa Oline til den andre konen, er det ikke sandt
som jeg sa at ho Inger har fåt guldring? — Vil dokker se han?
spurte Inger og tok den av. Oline grep den, hun syntes ikke å
være helt tryg, hun undersøkte ringen som en ape undersøker
en nøtt, så på stemplet: Ja det er som jeg sier at ho Inger og
al hendes rikdom og al hendes middel! — Den andre konen
tok ringen med ærefrygt og smilte ydmygt. — Du kan få sitte
med han en stund, sa Inger, sæt han bare på, han går ikke
sund!
Og Inger var snil og godhjærtet. Hun fortalte om domkirken
i Trondhjem og begyndte: Dokker har vel ikke set domkirken
i Trondhjem? Nei dokker har ikke været der! Det var som hen-
des egen domkirke, hun forsvarte den, skrytte av den, opgav
høide og vidde, et æventyr. Syv prester stod samtidig og præket
i den og kunde endda ikke høre hverandre. Så har dokker vel
heller ikke set Sankt Olafs brønd? Han ligger midt i dom-
kirken, på den ene siden, og den brønden han er bottnløs. Når
at vi gik dit så hadde vi med os en småsten hver og slap han
nedi, men han tok aldrig bottn. — Han tok aldrig bottn!
hvisket konerne og vagget på hodet. — Men desforuten så er
det tusen andre ting i domkirken, utbrøt Inger henrevet, der er
nu sølvskrinet. Det er Sankt Olaf den Helliges skrin som at han
hadde. Men marmorkirken, som var en liten kirke av bare en-
este marmor, den tok danskerne ifra os under ufreden...
Konerne skulde gå. Oline fik Inger avsides, fik hende med
sig ind i skjåen hvor hun visste at alle ostene lå, og lukket
døren. — Hvad vil du mig? spurte Inger. — Oline hvisket:
Han Os-Anders tør ikke komme hit mere. Jeg har sagt det til
han. — Nå, sa Inger. — Jeg har sagt at han kan bare våge,
efter det han gjorde mot dig! — Jaja, sa Inger. Men han har
været her flere ganger siden, og så forresten så kan han gjærne
komme, jeg er ikke rædd han! — Nei, sa Oline, men jeg vet
hvad jeg vet, og dersom at du vil så skal jeg mælde han. — Nå,
sa Inger. Nei det skal du ikke vør!
Men det var hende ikke imot at Oline stod på hendes side,
det kostet en liten gjeitost, men Oline takket storartet for den:
Det er som jeg sier og altid har sagt: ho Inger er ikke meget -
vankelmodig når at hun gir, da bruker hun begge hænder!
Nei du er ikke rædd han Os-Anders, men jeg har nu forbydd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
